God byplanlægning

Vi kender det fra 1960- og 70'ernes store udvidelser af både små og store byer. Der blev opført planbebyggelser med etageboliger, der er funktionelle i deres udformning, men kan være anonyme og fremmedgørende i deres udtryk. Det betyder, at det er svært at føle ejerskab og ansvar for sit boligområde, og den naturlige overvågning og normhåndhævelse forsvinder derfor nemt.

Vi kender det også fra samme periodes parcelhusområder, hvor der ofte ikke er nogen hjemme i dagtimerne til at holde øje med egen eller naboens bolig. Det giver grobund for kriminalitet.

De moderne byplanprincipper adskiller vores arbejdsliv og fritidsliv, fordi der er fysisk afstand mellem vores bopæl, arbejdsplads, handels- og kulturliv. Erhvervsområderne står tomme i aften- og nattetimerne, og boligområderne står tomme i dagtimerne. Det skaber gode muligheder for indbrud og hærværk, fordi opdagelsesrisikoen er lille og udbyttet potentielt kan være stort.

Det første man må forstå er, at offentlig ro og orden – på fortove og gader i byerne – ikke primært opretholdes af politiet, hvor nødvendigt politiet end er. Den opretholdes først og fremmest af et kompliceret, til dels ubevidst, netværk af kontrol og normer mellem borgerne selv og skabt af borgerne selv.
Citat frit efter Jane Jacobs

Etageboligbyggerier fra 1960’erne består ofte af store ensartede bygninger og uderum. Der er kun få sanseindtryk, og manglen på detaljer og variation gør det svært at bedømme afstande. Områderne kan virke kedelige, og man kan føle sig fortabt eller utryg på grund af de manglende holdepunkter.

Der er også eksempler på, at nutidens bymiljøer fremstår meget anonyme. Fx har mange boligområder med enfamiliehuse en tendens til at vende arkitekturen indad mod det private rum og væk fra gaden og andre mennesker.

Når arkitekturen vender ryggen til fællesområder, får man indtryk af, at ingen holder øje.

Det er vigtigt for fællesskabet og muligheden for at møde andre beboere, at rummet mellem husene er formet, så flere er interesserede i at færdes og opholde sig der. Hvis fællesområderne er anonyme og kedelige, har beboerne sjældent lyst til at bruge dem. 

Områder med liv er tryggere at færdes i end mennesketomme steder. Her har man en fornemmelse af, at nogen holder øje, hvis der sker noget. Det er også svært at begå kriminalitet, uden at blive opdaget.

Otte principper for kriminalpræventiv byplanlægning

Det er en fejl at tro, at kriminalpræventiv byplanlægning skaber uæstetiske og kedelige bymiljøer. Tværtimod vil man få gevinster på mange niveauer, hvis man tager udgangspunkt i kriminalpræventive principper. Det ligger indlejret i principperne, at de skaber befolkede, godt forbundne og integrerede byområder, som folk har glæde af at leve i.

Beboersammensætningen og opdelingen af et boligområde har også en betydning for kriminaliteten. Boligområder, der er opbygget i socialt overskuelige enheder, giver større fællesskabsfølelse.

En blanding af boliger og fritids- og erhvervsliv er også en betydningsfuld faktor. Blandede områder har mere trafik og en bedre døgnrytme. Det forebygger kriminalitet, at der færdes mennesker det meste af døgnet.

Det er altid værd at arbejde for, at beboersammensætningen er blandet. Det kan være forskellige aldersgrupper, etniske grupper, statusforskelle mv., fordi variation skaber kendskab til hinanden og større tolerance. Hvis forskellene i det omgivende byområde afspejler sig i boligområdet, er det med til at give et godt omdømme.