Vold, som udøves i en nær relation, kan tage mange former og variere i grovhed og hyppighed. Volden opstår ofte ud fra gerningspersonens ønske om at kontrollere den udsatte person.
Voldens omfang – tal fra 2023
I offerundersøgelserne spørges et repræsentativt udsnit af danskere fra 16 til 79 år, om de har været udsat for vold eller anden kriminalitet. I 2023 ses følgende resultater:
- Mere end hvert femte voldsoffer angav, at volden, de var udsat for i løbet af det seneste år, blev begået af en tidligere eller nuværende partner eller et andet familiemedlem.
- Det estimeres, at 50.000 danskere havde været udsat for partnervold inden for det seneste år. Tallet dækker primært over fysisk partnervold, f.eks. at man er blevet slået eller sparket af ens partner.
Derudover oplevede en del ofre også at være udsat for psykisk vold og voldtægt begået af en nuværende eller tidligere partner:
- Det estimeres, at 60.000 danskere havde været udsat for psykisk vold af en nuværende eller tidligere partner inden for det seneste år.
- Det estimeres, at 14.000 kvinder havde været udsat for voldtægt eller forsøg herpå af en nuværende eller tidligere partner inden for de seneste fem år.
- Tallene kan være overlappende, idet nogle kan have oplevet at være udsat for flere forskellige former for vold af sin partner.
Karakter af partnervold
Vold i nære relationer kan tage mange former, lige fra fysisk til psykisk vold til seksuelle krænkelser, og den varierer i grovhed og hyppighed.
Psykisk vold
Offerundersøgelserne viser, at psykisk vold er den mest udbredte form for vold mellem partnere. To tredjedele af de personer, der i 2023 oplyser, at de inden for det seneste år har været udsat for vold og/eller seksuelle overgreb begået af en nuværende eller tidligere partner, rapporterer, at de havde været udsat for psykisk vold.
Du kan læse mere om fakta om psykisk partnervold her
Fysisk vold
Den næstmest udbredte form for partnervold er fysisk vold, hvilket hovedsageligt dækker over at være blevet slået eller sparket*. I 2023 angav næsten halvdelen af de personer, der rapporterede vold og/eller seksuelle overgreb begået af en nuværende eller tidligere partner, at de havde været udsat for fysisk vold. 57 pct. af dem, der var udsat for fysisk partnervold, er kvinder, mens 43 pct. er mænd. I offerundersøgelsen og i andre danske og nordiske undersøgelser ses indikationer på, at den partnervold, som kvinder udsættes for, ofte er mere alvorlig. En stor andel af ofre for partnervold er i alderen 25-39 år (42 pct.), mens 38 pct. er 40-79 år.
Seksuelle overgreb og partnervoldtægt
En tredjedel af alle kvindelige voldtægtsofre oplyser, at gerningspersonen var en nuværende eller tidligere partner. 39 pct. af ofrene for partnervoldtægt er i alderen 25-39 år.
62 pct. af de kvindelige ofre for partnervoldtægt har også tidligere været udsat for voldtægt eller forsøg herpå. Det samme gælder 36 pct. af de øvrige kvindelige voldtægtsofre. Derudover oplyser en større andel af ofrene for partnervoldtægt end de øvrige voldtægtsofre, at de også blev udsat for fysisk vold i forbindelse med voldtægten.
Størstedelen af ofrene for partnervold angiver, at volden blev begået af en nuværende partner eller en, der på gerningstidspunktet var offerets partner. Færrest angiver, at volden blev begået af en på gerningspunktet forhenværende partner.
Ofre for partnervold er i særlig risiko for at blive udsat for gentagne voldshandlinger.
Vold i nære relationer - statistik fra krisecentre
Vold i nære relationer bliver også belyst gennem data fra dem, der bor på krisecentre eller bruger ambulante tilbud.
I perioden 2021-2022 deltog godt 560 personer i selvrapporteringsundersøgelser i forbindelse med deres ophold på krisecenter eller hjælp fra ambulante tilbud. Hovedparten af deltagerne var kvinder.
- 74 pct. af kvinderne oplyste, at de havde været udsat for fysisk vold fra en nær relation inden for det seneste år.
- 49 pct. af mændene rapporterede samme oplevelse
Blandt dem, der har oplevet fysisk vold, rapporteres, at:
- 9 ud af 10 er blevet skubbet, revet eller rusket.
- en stor andel oplevede grove, fysiske voldshandlinger.
- Næsten halvdelen af de kvinder (46 pct.), der har været udsat for fysisk vold, har oplevet kvælningsforsøg eller angreb med kniv eller skydevåben.
- Knap en tredjedel af mændene (29 pct.) har oplevet det samme.
Voldens hyppighed er forbundet med dens grovhed, og jo oftere den fysiske vold finder sted, desto større er risikoen for grov vold.
Børn og unge på krisecentre – usynlige ofre for vold i nære relationer
Vold mellem de voksne i hjemmet påvirker også børn og unge i de berørte familier.
Næsten alle (94 pct.) børn og unge, der ledsagede en forælder på et krisecenter eller ambulant tilbud, har oplevet indirekte vold. Det omfatter, at de har overværet, overhørt eller på anden måde været vidende om vold blandt deres nære relationer.
Anmeldelsestilbøjelighed blandt ofre for partnervold
Ofre for partnervold er generelt mindre tilbøjelige til at anmelde volden end voldsofre, hvor der er en anden relation mellem offer og gerningsperson.
Der er flere årsager til den lave anmeldelsestilbøjelighed blandt ofre for partnervold.
- Nogle frygter, at en anmeldelse eskalerer konflikten eller medfører yderligere vold fra gerningspersonen.
- For nogle ofre er volden blevet en del af hverdagen, hvilket gør det vanskeligt for dem at erkende situationens alvor og identificere det som vold.
Vold mod børn og unge
Børn og unge kan også udsættes for vold i nære relationer. Volden kan have forskellige former og variere i grovhed og hyppighed.
Forskellige undersøgelser finder forskellige resultater for omfanget af børn og unge, som udsættes for fysisk vold af deres forældre. Resultaterne afhænger ofte af, hvordan spørgsmålene om fysisk vold stilles.
- En undersøgelse fra 2018 viser, at 4,5 pct. af de 19-årige i løbet af deres opvækst er blevet udsat for mere alvorlig fysisk vold af deres forældre.
- En anden undersøgelse blandt elever i 8. klasse viser, at 22 pct. har oplevet fysisk vold fra deres forældre mindst én gang det seneste år i forbindelse med en uenighed.
En undersøgelse fra 2016 blandt elever i 8. klasse viser, at:
- 1,4 pct. af de unge har været udsat for blottelser fra et familiemedlem
- 0,6 pct. har været udsat for seksuelle berøringer fra et familiemedlem.
- 0,4 pct. har oplevet at være voldtaget eller forsøgt voldtaget af et familiemedlem.
Psykisk vold mod børn og unge i hjemmet er mindre undersøgt end fysisk vold eller seksuelle overgreb. Hvor udbredt undersøgelser peger på, at det er, afhænger ofte af, hvordan volden bliver defineret og målt. Studier indikerer, at ét barn i hver skoleklasse er udsat for psykisk vold, herunder også overværelse af vold i hjemmet.
Du kan læse mere om konsekvenserne af at blive udsat for vold af nære relationer her