Ordliste

Hvad er en keylogger, har phishing noget med lystfiskeri at gøre, og kan der gå orm i computeren? Få en forklaring på begreberne.

Antivirusprogram

Antivirusprogram er et program, der kan blokere for vira på din computer, inden de kan nå at gøre skade. Der findes både gratis antivirusprogrammer og programmer, som man kan købe.

Bitcoin

Bitcoin er en virtuel valuta, som hverken er reguleret af nationale eller internationale regler. Overførslen af Bitcoin sker direkte mellem afsenderen og modtageren, så det ikke er nødvendigt med et mellemled som fx en bank. Bitcoin er også kendt for, at transaktioner kan ske anonymt.

Big Data

Big Data er indsamling og analyse af enorme mængder data bl.a. med det formål at kunne finde nye sammenhænge og tendenser i forbrugernes adfærd. Big data kan fx bruges af virksomheder og myndigheder til at få en bedre indsigt i kundernes interesser.

Cloud-computing

Cloud-computing eller skyen er computerprogrammer og tjenester, som ikke er installeret lokalt på ens egen computer, men som man finder og bruger via internettet. Facebook, Spotify eller Gmail er eksempler på dette.

Computervirus

Computervirus er et program, som kan skade andre programmer. Virusprogrammer kan fx slette vigtige data eller filer på den angrebne computer. En computervirus skal aktiveres manuelt, fx ved at brugeren åbner en fil, som han/hun har tillid til.

Crime-as-a-Service

Crime-as-a-Service er et begreb for, at it-kriminalitet er blevet en tjenesteydelse, som kan købes på linje med andre tjenesteydelser. Ikke it-kyndige personer har mulighed for at købe fx hackerangreb, stjålne kreditkortoplysninger, euforiserende stoffer mv. på internettet.

Darknet

Darknet er den del af internettet, hvor det kræver særlige programmer for at få adgang til. Det er ikke muligt at bruge en almindelig browser som Internet Explorer eller en søgemaskine som Google. Man kan færdes anonymt på Darknet, og derfor er det særlig brugbart for personer, som ønsker at kommunikere uden at blive overvåget.

Deep web

Deep web er den del af internettet, hvor hjemmesider enten er beskyttet af kodeord eller ikke indeholder de links og kendetegn, der gør dem synlige for søgemaskiner. Hjemmesiderne kan derfor kun anvendes, hvis man kender den præcise adresse eller har det rette kodeord, men ens internetadfærd registreres.

Doxing

Doxing indsamler informationer om en person eller virksomhed ved at anvende åbne internet-kilder som sociale medier, søgemaskiner, databaser mv. Formålet med doxing er ofte at ”afsløre” anonyme personer.

Datingbedrageri

Datingbedrageri er, når en person indleder et forhold på nettet, og personen lokkes til at overføre penge til den anden. Det kan fx være til rejseudgifter som skal bruges til at kunne møde hinanden i virkeligheden. Efterfølgende viser det sig at være bedrageri.

DDos-angreb

DDos-angreb er en betegnelse for et angreb som kan overbelaste en hjemmeside, så den ikke virker. Angrebet udføres ved, at en person får en masse computere til at forespørge den samme internetadresse i en uendelighed. Resultatet er, at ingen andre kan komme i forbindelse med hjemmesiden. DDoS står for Distributed Denial of Service (distribueret servicenægtelse).

Firewall

En firewall beskytter mod uønsket adgang til dit private netværk fra et ubeskyttet offentligt netværk. På nogle computere er firewall’en automatisk slået til, når du køber computeren.

Forskudsbedrageri

Forskudsbedrageri er når en person lokkes til at betale penge for at kunne modtage en vare eller ydelse, som man aldrig modtager. Det kan fx være Nigeriabreve, hvor man bliver bedt om at sende et pengebeløb. Til gengæld modtager man senere en stor arv fra en ukendt person. Det kan også være betaling for at modtage en stor lotterigevinst fra et lotteri, man ikke har deltaget i. Der er også tale om forskudsbedrageri, hvis man lokkes til at overføre penge til en person, man dater i udlandet, men som i virkeligheden er en bedrager.

Grooming

Grooming henviser til børnelokkeri på internettet. Dette er typisk en voksen, som skaber en tillidsrelation til et barn over internettet, fx i et chatforum, med det formål senere at forgribe sig seksuelt på barnet.

Hævnporno

Hævnporno (revenge porn) er når billeder eller film med seksuelt indhold deles på internettet uden tilladelse fra personen på billedet. Hævnporno udføres ofte af ekskærester.

Identitetstyveri

Identitetstyveri er når ens personlige oplysninger bliver misbrugt, typisk for at gerningspersonen opnår en økonomisk gevinst. Identitetsmisbruget kan fx bestå i, at der optages lån, købes ting eller oprettes abonnementer i offerets navn. De personlige oplysninger kan fx være CPR-nr., adgangskoder, sundhedsoplysninger eller andre følsomme persondata.

IoT

Internet-of-things er, at flere og flere genstande får indbygget sensorer og internetadgang, så de kan fjernstyres og overvåges. Nogle genstande kan også reagere i forhold til omgivelserne ved fx at kunne ”tale” sammen med andre genstande. Det kan være lige fra en varmepumpe, som kan fjernstyres, til store anlæg, som kan overvåge alle naturgasinstallationer i en kommune.

IP-adresse

En Internet Protokol-adresse er et unikt nummer som fx en computer bruger til at kommunikere med en anden computer for at sikre, at kommunikationen mellem de forskellige enheder ikke blive blandet sammen.

Keylogger

En keylogger er et program, der registrerer, hvad der skrives på tastaturet. Hackere bruger det til at spionere og fx opsnappe passwords, kontonumre og andre følsomme oplysninger fra den angrebne computer.

Mainframe

Mainframe er et udtryk for en industriel computer, som bl.a. er karakteriseret ved en evne til at håndtere store mængder af input, stor driftsikkerhed og evnen til at køre i lange tidsintervaller uden afbrydelser.

Nigeriabrev

Et Nigeriabrev er typisk en e-mail fra en ukendt person, som skal få modtageren til at overføre et mindre beløb. Mailen lover, at personen efterfølgende modtager en stor økonomisk genvist. Det kan fx være en lotterigevinst, en arv fra et ukendt familiemedlem, et godt forretningstilbud eller et større beløb som tak for, at man har hjulpet en person med fx at smugle guld eller kontanter ud af et afrikansk land. Offeret modtager aldrig den lovede gevinst, men mister derimod de penge, der er overført.

Pharming

Pharming er en metode til at stjæle person- eller betalingskortsoplysninger ved at oprette en falsk hjemmeside, som kan forveksles med en ægte hjemmeside. Svindlere kan eksempelvis oprette en fup-butik, hvor den uvidende forbruger indtaster kreditkortoplysninger i forbindelse med et (falsk) køb.

Phishing

Phishing er en metode, hvor svindlere forsøger at narre internetbrugere til at oplyse brugernavn, adgangskode, kreditkort- eller netbankoplysninger m.v. Brugeren får tilsendt en e-mail, hvor afsenderen tilsyneladende er en virksomhed, som man generelt har tillid til. Det kan fx være en bank, SKAT, fragtvirksomhed el.lign. I mailen opfordres modtageren til at indsende oplysningerne pr. e-mail eller logge ind på en falsk internetside, der til forveksling ligner bankens eller SKATs rigtige hjemmeside.

Orm

En orm minder om en computervirus, men til forskel fra en virus kan en orm sprede sig fra computer til computer automatisk. En orm skal dermed ikke aktiveres af en person for at kunne inficere en computer og skabe ødelæggelser og funktionsforstyrrelser.

Ransomware

Ransomware er en form for virus, der gør skade på den inficerede computer ved at kryptere og dermed spærre brugerens data. Herefter modtager offeret en meddelelse om, at han/hun kun kan få sine data frigjort, hvis der betales en løsesum (løsesum = ransom).

Sexafpresning

Sexafpresning er når gerningspersonen har skaffet sig adgang til seksuelle billeder eller lignende, og bruger det til at true personen på billederne til enten at sende flere billeder eller til at betale et pengebeløb, hvis han/hun vil undgå, at billederne offentliggøres.

Sexting

Sexting henviser til det at sende seksuelt udfordrende beskeder, billeder eller videoer over en mobiltelefon.

Smishing

Smishing er det samme som phising, men i stedet for at forsøge at franarre oplysninger via mail sker henvendelsen ved SMS.

Spear phising

Spear phising er det samme som phising, men er mere målrettet. I stedet for at sende en automatisk mail til en masse forskellige ukendte personer, så udvælger den kriminelle enkelte personer og anvender troværdige oplysninger ved fx at udgive sig for at være en eksisterende samarbejdspartner eller ved bruge personens korrekte navn og titel.

Spyware

Spyware er et program, som indsamler oplysninger om brugerens aktiviteter på internettet, hvilke hjemmesider man besøger, og hvilke søgeord man anvender. Disse oplysninger sendes derefter tilbage til personen, der står bag programmet.

TOR-netværket

The Onion Router network er et gratis computerprogram, som gør det muligt at koble sig på Tor-netværket. Programmet anonymiserer brugerens digitale ”fingeraftryk” og giver adgang til den skjulte del af internettet (deep web og darknet). Tor-netværket muliggør, at en del af internettet er anonymt både for dem, som opretter og bruger hjemmesider på den skjulte del af internettet.

Trojansk hest

En trojansk hest er et skadeligt computerprogram (malware), der er gemt i et softwareprogram, som virker troværdigt.

Zero-day

En Zero-day er et udtryk for et sikkerhedshul i et computerprogram, som er blevet opdaget, men som er ukendt for producenten. Udtrykket kommer af, at producenten ikke har tid til (zero-day) at forebygge eller at reducere skadevirkninger ved et angreb.

Materialer