Medlemsportræt: Alkohol & Samfund

Alkohol & Samfund er et af DKR’s nyeste medlemmer. Organisationen kæmper for, at færre bliver skadet af alkohol. De ser gode muligheder for at samarbejde med DKR og flere af medlemsorganisationerne.

Alkohol & Samfunds mission er er at forandre alkoholkulturen, så færre får alkoholrelaterede skader, og flere med alkoholproblemer får hjælp. De arbejder blandt andet for at ændre unges alkoholvaner. Det fortæller Erik Linde, som er seniorkonsulent og fagredaktør på Alkopedia, Alkohol & Samfunds videnssite. Erik har arbejdet 40 år på misbrugsområdet, og de seneste seks år har han været hos Alkohol & Samfund.

 - Der er nok at tage fat på. Vi er et af de mest liberale lande i Verden, når det kommer til alkohol. Og derfor har vi en dumpepladsplacering blandt unge, siger Erik Linde, og henviser til, at danske unge drikker mere end andre europæiske unge. To tredjedele af de 15-16-årige i Danmark har drukket alkohol de seneste 30 dage.  

- Vi synes ikke, det er okay, at helt unge teenagere drikker alkohol. Tidlig alkoholdebut øger risiko for alkoholproblemer både som ung og senere. Som et af få lande har vi en 16 års grænse, og det betyder reelt, at når du må købe alkohol, må du drikke det. Vi arbejder for at hæve aldersgrænsen til 18 år og gøre alkohol mindre tilgængeligt for unge, siger Erik Linde.

Unge køber og drikker stærk spiritus

I Alkohol & Samfund mener de, at alkohol skal være dyrere at købe, og der skal indføres en strammere markedsføringslov og kontrol med den. Når diskoteker markedsfører alkohol til unge fx som +16 års fester, så anmelder Alkohol & Samfund det til Forbrugerombudsmanden. Alkohol & Samfund er også kendt for at lave ’mystery shopping’, hvor de sender unge under 16 år i butikker for at vise, hvor nemt de kan købe alkohol og stærk spiritus. Ifølge reglerne må de unge mellem 16 og 18 år ikke købe alkohol på 16,5 procent, men det omgår nogle producenter.

- En del alkohol bliver designet, så det har 16,4 procent alkohol, siger Erik Linde.

Udover at hæve debutalderen for alkohol arbejder Alkohol & Samfund for at mindske forbruget og mindske alkoholproblemer og forbedre alkoholbehandlingen. Samtidig driver de Alkolinjen.dk, der rådgiver misbrugere og pårørende.

Samarbejdsmuligheder med DKR

Erik Linde ser klare potentialer for samarbejde med både Det Kriminalpræventive Råd og med flere af rådets medlemmer.

- Jeg synes, det er relevant at se på alkohols mekanismer i forhold til kriminalitet, ulykker og grænseoverskridende adfærd, siger Erik Linde.

Han peger på muligheden for, at flere aktører i fællesskab sætter alkohol på dagsordenen, så man kan få et bedre reguleret natteliv med mindre vold. I England har man erfaringer med at minimere tidsrummet for udskænkning for herigennem at forebygge vold og ulykker. I Danmark har man også lokalt gjort erfaringer med at afvikle happy-hour tilbud og dermed begrænset gener og risiko.

Læs mere om sammenhængen mellem rusmidler og kriminalitet.

Erik Linde, Alkohol & Samfund

Erik Linde, seniorkonsulent og fagredaktør på Alkopedia, Alkohol & Samfunds videnssite.