Til forældre

Vi kan forebygge seksuelle overgreb blandt unge ved at guide dem til at forstå, værdsætte og mestre samtykkebaseret sex. Du kan hjælpe din teenager ved at tale med ham eller hende om emnet.

I Danmark udsættes omkring 11.000 piger og kvinder hvert år for seksuelle overgreb – enten i form af forsøg på eller tvunget sex. En stor del af overgrebene sker mellem unge, der kender hinanden i forbindelse med en fest eller bytur. 

De unge har svarene

Teenagere er dem, der har størst risiko for at blive udsat for overgreb. Det er også det tidspunkt i livet, hvor de unge gør deres første seksuelle erfaringer. Det indebærer på godt og ondt overskridelser af egne grænser – desværre bliver det til tider også på bekostning af andres grænser. I en lettere kaotisk periode i livet kan de unge derfor risikere at blive udsat for overskridende og krænkende hændelser såvel som at blive ufrivillige krænker eller overgrebsperson.

Vi ønsker at skabe refleksioner hos vennegruppen og den unge selv om, hvordan man tuner ind på hinanden seksuelt – og respekterer sine egne og den andens grænser. Indsatsen skal ikke belære, opstille retningslinjer eller pege fingrer. Den skal inspirere og guide de unge til at tale om samtykke og grænser. For de unge vil gerne tune ind og respektere hinandens seksuelle grænser.

Musikken som redskab

Kampagnen Tune Ind bruger musikken som et redskab til at nå de unge følelsesmæssigt og er et værktøj til at starte dialogen i vennegrupperne. Med musikken som omdrejningspunkt forsøger vi også at komme så tæt på festsituationen som muligt – en situation hvor mange unge desværre oplever overgreb.

Hvad gør du som forælder

Det kan være svært at snakke med sin søn eller datter om grænser, sex og samtykke. Emnet er tit præget af berøringsangst og belagt med tabu. Og samtidig er dine grænser, holdninger og oplevelser ikke nødvendigvis de samme som din søn eller datters.

En stor del af ungdommen består i at afsøge grænser og forme sin identitet – det skal de unge have lov til at gøre på deres egne præmisser.

Når vi skal tale med de unge, må vi erkende, at ungdomskulturen ikke er den samme som bare for 10 år. De unge fester, dater, flirter, er kærester og sociale på en anden måde, end hvad vi oplevede i vores ungdomsår.

Vær derfor åben i din tilgang til emnet. Anerkend den kultur, som de unge befinder sig i – og støt din søn eller datter i at være opmærksom på sine og andres grænser.  Vær med til at gøre op med berøringsangsten og tabuet i samfundet.

Find en god anledning, hvor du kan tale med din søn eller datter om grænser, sex og samtykke.

Jeg havde engang en ferie med min veninde, hvor min moster sagde, at vi skulle stille hende 20 spørgsmål, og der lærte jeg rigtig meget, for det endte med at være meget mere end 20 spørgsmål
Pige, 18 år

 Har du brug for nogen at snakke med?

Har du spørgsmål eller er du i tvivl, om din søn eller datter har fået sine grænser overskredet, har været udsat for overgreb eller er blevet ufrivillig krænker eller overgrebsperson, kan du se forskellige rådgivningsmuligheder i Danmark.

Materialer