Søren er 44 år og bor i Valby med sin kone og to børn. Søren arbejder til dagligt i et murerfirma sammen med en murermester, Henrik, og to andre murersvende. Udover at udføre mureropgaver, håndterer Søren også betaling af fakturaer i murerfirmaet sammen med murermesteren.
Det går rigtig godt i murerfirmaet, der har mange kunder. De mange kunder betyder, at der som regel er travlt, og at de er i kontakt med en række kunder på daglig basis. De er bl.a. i gang med at renovere facaden på en skole og lægge fliser i en indkørsel hos en lokal erhvervsdrivende. På mail modtager Søren en faktura på 10.000 kr. for materialer, de skal bruge til facaderenoveringer. Fakturaen er fra deres normale leverandør. Henrik holder ferie, men Søren er vant til at betale regninger, og han mindes, at murerfirmaet for nyligt har bestilt et stort parti materialer.
Søren betaler regningen med det samme ved at overføre pengene til det kontonummer, som er angivet på fakturaen. Da murermesteren kommer hjem fra ferie, modtager han en rykker for betaling af fakturaen på 10.000 kr. Da Henrik kan se på netbank, at fakturaen er betalt, ringer han til leverandøren. Efter længere tids snak opdager Henrik, at kontonummeret på den betalte faktura ikke er leverandørens sædvanlige kontonummer. Da han fortæller dette til leverandøren, finder de sammen ud af, at nogen har forfalsket fakturaen ved at ændre kontonummeret, efter at leverandøren har sendt fakturaen til Henriks firma.
Se, hvordan din virksomhed undgår it-kriminalitet