Højdepunkter fra DKD 2016

26-04-2016

Der var fokus på tryghed, hvor vi bor, da DKR og TrygFonden i midten af april holdt Den Kriminalpræventive Dag. Mere end 700 fagfolk og eksperter var samlet i Odense Congress Center til oplæg og debat.

 

DKRs formand Henrik Dam bød de mange deltagere velkommen.

Den Kriminalpræventive Pris

Justitsminister Søren Pind (V) uddelte årets store pris inden for forebyggelse af kriminalitet. Prisen gik til Politikadet fra Københavns Vestegns Politi for at skabe tillid mellem unge og politiet. Og der var brede smil og klapsalver, da vinderprojektet blev hædret og modtog en check på 50.00 kroner. Projektet er udviklet i samarbejde med Gladsaxe, Herlev og Ballerup Kommune.

De glade kadetter tog imod prisen.

Faglige oplæg

Hovedtaleren på DKD professor Lawrence W. Sherman fra University of Cambridge gjorde med afsæt i mange års forskning om effektiv forebyggelse af kriminalitet publikum klogere på, hvad der virker og ikke virker. Han nævnte, at en ud af 26 kriminalitetsforebyggende indsatser i USA faktisk forhøjer kriminaliteten. Ifølge ham er det et argument for at arbejde mere evidensbaseret.

Lawrence W. Sherman på podiet.

Sociolog og forfatter Aydin Soei tiltrak også mange mennesker, da han holdt oplæg om modborgerskab og medborgerskab. Han kom bl.a. ind på, at stigmatiseringen af udsatte boligområder er afgørende for modborgerskabet. Og at storebror-generationen, der har klaret sig godt, kan gøre en kæmpe forskel i udsatte boligområder.

Professor Nick Tilley fra University College London gjorde os klogere på, hvordan sikring af private hjem har spillet en afgørende rolle for nedgangen i antallet af indbrud i England og Wales.

Mens Birgitte Søgaard Lauta fra CERTA Intelligence & Security gav et bud på, hvordan lokalsamfundet kan bidrage til modstand mod radikalisering og ekstremisme. Ifølge hende er familien den største påvirkningskraft i forhold til at modvirke radikalisering.

SSP-leder Helle M. Brynaa fra Vejle Kommune slog fast, at relationer, moral, selvkontrol og miljø er faktorer, der har betydning for, om unge bliver kriminelle. I sit oplæg sammen med vicepolitikommissær Lars Bo Hansen fra Sydøstjyllands Politi blev publikum klogere på, hvem der styrer orkestret, når unge bliver afkoblet.

Politisk debat

Der var også politisk debat. Justitsminister Søren Pind, MF Pernille Skipper (EL), ansvarshavende chefredaktør på Radio24syv Jørgen Ramskov, formand for Frivilligrådet Vibe Klarup Voetmann og bestyrelsesformand for Boligsocial Udvikling Marie Stærke tørnede sammen i en debat om ansvar og løsninger på de problemer, vi oplever i de udsatte boligområder.

Den politiske debat om udsatte boligområder.

Med tv-vært på DR Jakob Illeborg som ordstyrer, kom de ind på både mediernes og politikernes ansvar. Pernille Skipper nævnte bl.a., at de unge opsøger andre fællesskaber, hvis de ikke føler sig som en del af fællesskabet, mens Søren Pind gjorde det klart, at man også skal huske at stille krav til de unge. Jørgen Ramskov slog fast, at medierne har et vigtigt ansvar i deres dækning, og at medierne også i mange tilfælde forvalter det fint – og også bringer de positive historier.

Messeområde

I pauserne kunne man besøge de mange messestande.

Tak for denne gang. Vi håber at se jer alle igen til den Kriminalpræventive Dag næste år.