Ved en mail af den 1. april 2022 har Justitsministeriet anmodet Det Kriminalpræventive Råd om bidrag til udformningen af et idékatalog over straksreaktioner til kommunerne.
I den anledning skal DKR udtale, at vores mission er at skabe tryghed ved at oplyse om og forebygge kriminalitet.
Ifølge Justitsministeriets evaluering af nævnsmøderne er der i perioden 01.01.2019-30.08.2020 truffet afgørelse om straksreaktioner i 21 tilfælde ud af 1.035 sager. Alle tilfælde drejer sig om personfarlig kriminalitet, og alle straksreaktionerne har været en henvisning til et møde med en konfliktmægler.
Straksreaktioner skal ifølge forarbejderne være af opdragende og genoprettende karakter. De skal som udgangspunkt fastsættes ud fra principperne i ”restorative justice” (genoprettende ret). De skal have et socialpædagogisk formål og have et forebyggende sigte og skal således ses som et supplement til den forebyggende indsats. Det betyder også, at pålægget skal ses i sammenhæng med den samlede indsats over for barnet. Straksreaktionen skal have et klart sigte på at få barnet til at forstå konsekvenserne af sine handlinger. Der er ikke tale om, at barnet pålægges straksreaktionen som en straf eller sanktion i anledning af sin adfærd.
Straksreaktioner skal munde ud i en eller flere konkrete handlepligter for barnet.
Efter loven er det Ungdomskriminalitetsnævnet, der skal fastsætte straksreaktionen.
Straksreaktionerne er således tænkt som en erkendelsesproces, hvor barnet får lejlighed til at forstå, hvilke konsekvenser deres handlinger har haft for andre og at ”rette for sig”. Både som socialpædagogisk tiltag og som genoprettende tiltag har det i forhold til børn betydning, at tiltaget sættes i værk i rimelig sammenhæng med deres krænkende handlinger.
De meget få afgørelser om straksreaktioner skal efter DKR’s opfattelse navnlig ses i lyset af to ting: Da afgørelserne i dag ligger i Ungdomskriminalitetsnævnet, går der flere måneder, før denne beslutning kan tages. Det er for lang tid. Derudover mangler der i nogle lokalområder strukturer, der kan håndtere en beslutning om at iværksætte en straksreaktion.
Det Kriminalpræventive Råd har derfor tidligere anbefalet, at straksreaktioner løftes ud af nævnsbehandlingen. På den måde kan de sættes hurtigt og meningsfuldt ind ud fra principperne i genoprettende ret.
DKR har i anledning af Justitsministeriets anmodning om bidrag til et idékatalog over straksreaktioner på ny samlet relevante medlemsorganisationer, der arbejder med UKN og børn og unge til dagligt.
På baggrund af drøftelserne i denne gruppe må DKR fortsat anbefale, at straksreaktionerne tager sit udgangspunkt i genoprettende ret og mægling. Forudsætningen for en succesfuld mægling er, at den er frivillig.
For at leve op til lovgrundlaget skal en straksreaktion være en proces, der involverer de berørte parter (evt. kun barnet, hvis der ikke er et offer evt. i form af konferencemodellen) og hænge sammen med den specifikke overtrædelse, der er begået. Opgaver som vask af brandbiler, oprydning på offentlige arealer mv., der ikke er knyttet til barnets overtrædelse, vil få karakter af straf.
Om parterne i processen, udover konfrontationen og dialogen, bliver enige om, at genopretningen af relationen eller krænkelsen kræver handlinger i form af at rydde op, feje eller arbejde i en genbrugsbutik, vil således skulle afgøres i den konkrete proces. Den genoprettende handling bør tage udgangspunkt i den enkelte unge, og parterne skal sammen identificere den konkrete reaktion.
Genoprettende ret, herunder konfliktråd, har vist sig at have særligt gode resultater, særligt når det kommer til recidiv for unge lovovertrædere, ligesom det har en positiv terapeutisk og helende effekt på ofre. Derudover bliver barnet sat i en situation, hvor den pågældende er nødt til at gå mere aktivt ind i at påtage sig ansvaret for sine handlinger overfor de mennesker, det er gået ud over. På den måde mærker de konsekvenserne af deres overtrædelse.
Derfor har DKR ikke bidrag til et idékatalog over straksreaktioner til aktørerne i sagsforberedelsesfasen, der kan forbedre arbejdet med straksreaktioner eller bane vejen for en større anvendelse af straksreaktioner.
DKR skal derimod for det andet anbefale, at der etableres strukturer, der kan håndtere en beslutning om at iværksætte en straksreaktion. Vælger man således at løfte straksreaktioner ud af nævnsbehandlingen – som DKR anbefaler – skal der etableres rammer og rutiner for et samarbejde mellem politi, kommune, boligorganisationer og andre interessenter med henblik på at forberede, tilrettelægge og gennemføre de genoprettende processer.
En succesfuld straksreaktion kan evt. tillægges den betydning, at nævnsbehandlingen kan bortfalde. I givet fald vil sagsbehandlingstiden for de sager, der skal behandles i nævnet, kunne reduceres.
DKR stiller sig til rådighed for en uddybning af vores synspunkter om genoprettende tilgang(e) og om rammer for det foreslåede samarbejde.
Venlig hilsen
Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef, Det Kriminalpræventive Råd