En ung dreng brød for nylig ind i en butik og kom op at slås med ejeren. Han slog ejeren i ansigtet, der senere fik konstateret brud på kæbebenet. Ejeren var meget påvirket af oplevelsen. Drengen slap væk, men blev pågrebet. Til et senere møde hørte han offeret fortælle, hvordan forbrydelsen havde påvirket ham, og drengen blev meget berørt. Han ville gerne gøre skaden god igen. Eksemplet er fra Norge, og det kan vi lære af herhjemme.
Regeringen har varslet en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. En indsats hen imod et helt nyt system for unge kriminelle med mærkbar konsekvens og større spillerum til at skræddersy den sanktion, der er mest effektiv. Det har affødt heftig debat. En debat, der er blevet til en ordkrig om, hvorvidt en blød eller hård tilgang bedst forhindrer unge i at begå kriminalitet. Om hård konsekvens over for blød forebyggelse. Om hensynet til offeret over for hensynet til gerningsmanden. Om retsfølelse over for resocialisering.
Men der er behov for et opgør med den bløde kontra hårde tilgang i debatten. Et opgør med vanetænkningen om, at vi enten skal forhindre kriminalitet med forebyggelse og socialpolitik eller med straf og konsekvens. Den polarisering er ikke hensigtsmæssig. For den splitter, og målene og løsningerne udebliver.
Når vi skal finde den bedste indsats mod ungdomskriminalitet – og al anden kriminalitet for den sags skyld – skal vi se på tre hensyn. Tre ligeværdige hensyn, vi skal opfylde for, at vi opnår det, vi ønsker:
- Hensynet til genopretning af offeret, så offeret mærker, at det overgreb, han har været udsat for, er ”betalt tilbage”.
- Hensynet til samfundets generelle retsfølelse, så folk oplever, at en kriminel handling har rimelige konsekvenser.
- Hensynet til resocialisering af gerningsmanden, så vi undgår tilbagefald til kriminalitet og begrænser antallet af nye ofre.
Alle tre hensyn bør tilgodeses i et nyt system for unge kriminelle, før vi har fundet den rigtige løsning. Vi kan ikke give køb på det ene frem for det andet. Det er den eneste måde, vi kan nedbringe antallet af de mest kriminelle unge og øge befolkningens tryghed og retsfølelse. Det Kriminalpræventive Råd bidrager gerne til det politiske arbejde med at finde dét columbusæg, der omfavner alle tre hensyn.
Gør skaden god igen
Principperne i genoprettende retfærdighed er et af de tiltag, der i en række tilfælde har potentiale til at indfri alle tre hensyn. Potentiale til at forhindre, at børn, unge og førstegangskriminelle bliver hårdkogte kriminelle. For jeg er enig i, at vi kan styrke indsatsen over for den lille, hårde kerne, selv om kriminaliteten generelt falder.
Genoprettende retfærdighed handler helt grundlæggende om at gøre den skade god igen, som kriminaliteten har forvoldt. Konsekvensen består i, at gerningsmanden bliver stillet til ansvar for sin handling ved at mødes med sit offer ansigt til ansigt sammen med gerningsmandens bagland. Det kan måske lyde billigt sluppet, men det er det langtfra, viser erfaringer. Det kan være en barsk oplevelse.
Den unge, norske dreng blev via metoden om genoprettende retfærdighed opmærksom på, hvordan hans forbrydelse havde påvirket offeret. Drengen forsikrede offeret om, at han aldrig ville gøre noget lignende igen. Og de aftalte, at han skulle feje fortovet foran butikken i tre måneder. Desuden fik han hjælp til at passe sin fodboldtræning, og det blev arrangeret, at han hjalp til i sin onkels bilværksted i ferier og weekender. Hans bagland støttede op om de forandringer, der skulle ske.
Målet er, at gerningsmanden erkender sin handling og påtager sig ansvaret. Og at gerningsmanden genopretter skaden hos offer og lokalsamfund for at forhindre lignende hændelser fremover. Det kan for eksempel være at reparere skader efter hærværk, betale erstatning for noget ødelagt eller andet, som offeret ønsker, at gerningsmanden gør.
Metoden varetager altså både hensynet til offeret og gavner retsfølelsen. Og samtidig undgår man at stemple gerningsmanden. Det bliver lettere at blive en del af samfundet igen. Det mindsker risikoen for, at vedkommende falder tilbage til kriminalitet og skaber nye ofre. Det er en metode, der potentielt også kan bruges til børn og unge under den kriminelle lavalder.
Metoden har potentiale
Jeg hørte for nylig også om et eksempel fra Nordirland, hvor en 16-årig fyr en nat brød ind i et hus i et rigt kvarter. Han var påvirket af stoffer og alkohol og stjal en bil. Senere mødtes han med offeret. Hun fortalte, hvordan indbruddet havde påvirket hele hendes familie meget voldsomt. Hendes børn var bange, og familien var nu i økonomiske problemer.
Det gjorde indtryk på den 16-årige. Sammen aftalte de, at han skulle skrive breve til hver af offerets fem børn, hvor han undskyldte. Han skulle holde sig fra området i nogle måneder, lave samfundstjeneste og være med i et afkriminaliseringsprogram. Den aftale gjorde offeret mere tryg og gav familien mulighed for at komme videre med deres liv.
En undersøgelse, vi i Det Kriminalpræventive Råd fik lavet for ganske nylig, viser netop en række positive effekter ved brugen af genoprettende retfærdighed over for kriminalitetstruede unge. De overordnede konklusioner var, at ofrene var mere tilfredse med det end forløbet i det traditionelle retssystem, færre unge, der falder tilbage til kriminalitet, og samfundsøkonomiske besparelser.
Metoden rummer et potentiale, vi endnu ikke har udnyttet til fulde i Danmark. Det kunne være fundament for et helt nyt system i grænselandet mellem retssystemet og det sociale system. Genoprettende retfærdighed kan dog ikke stå alene. Det giver større spillerum til at skræddersy netop de reaktioner, der er mest effektive i den konkrete sag. Og det kan i praksis udgøre en straf, et supplement til straf eller et alternativ til en retslig proces. Det er vigtigt, at vi også bruger de øvrige muligheder hurtigere og bedre.
Det er også vigtigt at understrege, at en række forudsætninger er afgørende for, at metoden er effektiv. Gerningsmanden skal erkende sine handlinger, offeret skal være villig til at deltage i mødet, og forbrydelsens karakter skal gøre det muligt. Men hvis de forudsætninger er til stede, har metoden potentiale til at forhindre, at unge og førstegangskriminelle bliver hårdkogte kriminelle. Og det kan begrænse rekrutteringen til den såkaldte hårde kerne, som vi gerne vil til livs.
Lad os derfor trække på de gode erfaringer, som Norge og Nordirland har med metoden. Og bygge videre på vores egne erfaringer med konfliktråd.
Det er en politisk opgave at finde den gyldne løsning over for unge kriminelle. Men vi stiller meget gerne vores viden til rådighed. Vores opgave er netop at formidle viden og facilitere debatter og ekspertise. Tillader vi blot at se på tværs af fastlåste forestillinger om hårde og bløde midler mod kriminalitet, er jeg overbevist om, at evidens og viden kan vise os vejen til den optimale indsats mod ungdomskriminalitet, der varetager alle tre hensyn.
Læs den i Jyllands-Posten her