Genoprettende retfærdighed er en tilgang, der bringer parterne i en konflikt sammen i en struktureret proces for at reparere den skade, der er forvoldt. Tilgangen har fokus på at finde en balance mellem samfundets, offerets og gerningsmandens behov.
Nøglebegreber i genoprettende retfærdighed
Der findes forskellige definitioner på genoprettende retfærdighed, og tilgangen kan kobles sammen med varierende metoder, som vægter parterne i en konflikt forskelligt.
Målet er at stille gerningsmanden til ansvar over for sit offer og skabe erkendelse af, hvad handlingen har medført af skade. Metoderne fokuserer i varierende grad på at finde frem til en tilfredsstillende løsning, der kan forhindre lignende hændelser fremover.
I forhold til det klassiske strafferetslige system er genoprettende retfærdighed en alternativ måde at forholde sig til kriminalitet på. Særligt på tre områder er der forskelle i forhold til retssystemet:
- sandhed
- retfærdighed
- deltagelse.
Sandhed
Sandhedsbegrebet i den klassiske strafferet baserer sig på det, der kan føres bevis for. I genoprettende processer er denne forståelse af sandhed også med, men derudover opererer man også med ’social sandhed’ og ’helende sandhed’, som er mere subjektive størrelser.
Retfærdighed
Retfærdighed i den traditionelle forstand baserer sig på lighed for loven. Fokus er på resultatet af retshandlingen, dvs. dommen. I genoprettende processer lægger man mere vægt på processuel retfærdighed, hvor det er mindst ligeså vigtigt, at man oplever den proces, der leder hen til et resultat, som er retfærdigt. Det sker bl.a. ved at sørge for, at alle parter føler sig hørt og anerkendt.
Deltagelse
Det er en grundpræmis i genoprettende processer, at det er frivilligt for både offer og gerningsmand at deltage. Hvis en af parterne ikke ønsker at deltage, kan processen ikke gennemføres.
To modeller
Der findes to hovedmodeller:
- et møde mellem offer og gerningsmand - som fx konfliktråd, der kan være et supplement til straf
- et mere inkluderende stormøde – på engelsk ”conference” – mellem flere involverede og relevante personer omkring parterne, fx familie.
Begge metoder rummer oftest en neutral mægler og i forskellig grad elementer såsom forberedelse af parterne, selve mødet, involvering i udarbejdelse af en plan for gerningsmanden samt opfølgning på planen.
I bredere forstand kan man tale om genoprettende processer, som bygger på de samme grundprincipper om neutralitet, frivillighed, respekt og anerkendelse, og som kan bruges kommunalt i skolen, fritiden og blandt forældre m.m.
Hvad får parterne ud af genoprettende retfærdighed?
Genoprettende processer har til formål at genskabe balancen imellem tre aktører:
- offeret
- gerningsmanden
- samfundet.
Fra offerets eller den krænkedes perspektiv er de væsentligste elementer i genoprettende retfærdighed, at man kan få fortalt og anerkendt sin side af sagen og få en forklaring på, hvorfor man blev offer.
Jeg er ikke bange mere, efter jeg snakket med ham.
Offer, der har deltaget i konfliktråd
Fra gerningsmandens perspektiv er processen en mulighed for at påtage sig ansvaret for sine handlinger og få forklaret sig over for offeret.
... samtidigt gav det mig en forståelse for, hvad et offer går igennem.
Gerningsperson, der har deltaget i konfliktråd
Fra samfundets perspektiv er gevinsterne, at offeret bliver tilgodeset samtidig med, at gerningsmanden påtager sig ansvar og, at konfliktløsningen bliver mellem de involverede parter.