Pusher Street har gennem tiden været forbundet med organiseret hashhandel, vold og utryghed. I 2023 eskalerede situationen, og det blev begyndelsen på et historisk tværfagligt samarbejde mellem Christiana og myndigheder som Københavns Kommune, politiet og flere ministerier med et fælles mål om at gøre op med den kriminalitet og utryghed, der har præget området.
Samarbejdet, der er forankret i lokalområdet, har sat gang i en omfattende forandring af Pusher Street. Hashboderne er bl.a. blevet lukket, og området er blevet mere åbent med nye butikker og aktiviteter som f.eks. loppemarked og skøjtebane i vinterhalvåret.
Justitsminister Peter Hummelgaard overrakte i dag Den Kriminalpræventive Pris med stor anerkendelse og rosende ord:
- Sammen har arbejdsgruppen formået at gøre det, som mange forgæves har forsøgt, og de færreste har troet muligt. Banderne og den organiserede hashhandel er revet op og smidt væk sammen med brostenene. Det er netop lykkedes at sætte gang i forandringen af Christiania på grund af det tætte samarbejde mellem lokale aktører og myndigheder på tværs. Udviklingen går den rigtige vej: Der er markant mindre kriminalitet, området er i stort omfang fri for den vold og uro, der tidligere har præget det, og andelen af trygge Christianshavnere er steget signifikant. Stort tillykke med den velfortjente pris, siger justitsminister Peter Hummelgaard
Det tværfaglige samarbejde har bl.a. arbejdet på at opbygge tillid, skabe gensidig forståelse og anerkende forskellige hensyn – og det har været et vigtigt fundament for arbejdet med at ændre Pusher Street. Forandringen af Pusher Street har allerede givet gode resultater: Der er sket et markant fald i anmeldelser om vold og stofsalg, ligesom der er færre anholdte, sigtede og varetægtsfængslede relateret til Christiania – især blandt unge under 18 år. Også trygheden i bydelen er steget betydeligt efter forandringen af Pusher Street.
- Vi er utroligt stolte over den fantastiske transformation, vi sammen har opnået i Pusher Street. Det stærke samarbejde mellem Christiania og de forskellige myndigheder har virkelig båret frugt. Med gensidig tillid, stærkt samarbejde og en tro på det muliges kunst er det i dag muligt at færdes trygt på hele Christiania, lyder det fra arbejdsgruppen bag forandringen af Pusher Street. Arbejdsgruppen tæller Fonden Christiania, Københavns Kommune, Københavns Politi, Social- og Boligministeriet og Justitsministeriet.
Et samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder er helt centralt i forebyggelsen af kriminalitet, understreger Det Kriminalpræventive Råds formand, Erik Christensen.
- Indsatsen ’Samarbejdet om at lukke Pusher Street’ er et stærkt eksempel på, hvordan et velorganiseret og tæt samarbejde på tværs af myndigheder og lokalsamfund, her Christiania, kan forebygge kriminalitet og øge trygheden. Det er et arbejde, der virkelig fortjener et skulderklap – og bør tjene som inspiration for fremtidige tiltag, siger Erik Christensen.
Indsatsen vinder Den Kriminalpræventive Pris 2025 for sit tværfaglige samarbejde og tryghedsskabende byplanlægning, der har forandret Pusher Street markant og mindsket den kriminalitet og utryghed, der i årevis har præget området. Indsatsen vurderes samtidig at kunne forebygge, at udsatte unge fremtidigt involveres i hashhandel og anden kriminalitet på Christiania.