Antallet af jule-indbrud tog for alvor et dyk i corona-årene, og tendensen ser heldigvis ud til at fortsætte.
I 2024 blev der på landsplan anmeldt 667 indbrud i juledagene mod 1.343 indbrud i 2019 svarende til et fald på 50 procent.
- Antallet af juleindbrud er på et historisk lavt niveau. Meget tyder på, at danskerne tager de gode råd til sig om at nabohjælpe i ferien og snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme i de mange huse, der har stået tomme i juleferien. Nu er det vigtigt at holde fast i de gode vaner resten af året, for der er stadig for mange indbrud på årsbasis, siger Julie Kofoed fra Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.
Lokale ildsjæle aktiverer Nabohjælpen
Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, og årvågne borgere er dermed i høj grad en del af forklaringen på den positive udvikling. Borgerne kan skubbe udviklingen i den rigtige retning, hvis de samarbejder om at holde tyven væk.
Den lokale indbrudsforebyggelse har fået et boost det seneste år med en ny ordning, hvor cirka 1.000 frivillige, såkaldte Nabovenner, engagerer Nabohjælpere i hele landet til at gøre en ekstra indsats.
- Nabovennerne er ildsjæle, som løfter nabohjælpen der, hvor de bor. Vi er overbeviste om, at Nabovenner spiller en afgørende rolle i forhold til at få nabohjælpen aktiveret; rundt om i hele Danmark og særligt i de indbrudsplagede områder, siger kommunikationskonsulent Julie Kofoed fra Nabohjælp.