Næsten 200.000 danskere blev i 2023 ramt af it-kriminalitet, og en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd understreger behovet for at intensivere indsatsen mod digital svindel på tværs af myndigheder, organisationer og virksomheder.
- Alt for mange danskere bliver ofre for it-kriminalitet, og samfundets forebyggelse af digital svindel skal styrkes betydeligt. Der er brug for et mere effektivt samarbejde på tværs af myndigheder, organisationer og virksomheder. Som borger kan man gøre en del for at beskytte sig mod it-kriminalitet, men der er også behov for, at myndigheder, banker, teleselskaber og techvirksomheder arbejder tættere sammen, så danskerne bliver bedre beskyttet, siger Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd.
Flere myndigheder, organisationer og virksomheder har allerede et tæt samarbejde i kampen mod digital svindel – især når it-kriminaliteten har fundet sted. Men den nye undersøgelse påpeger, at myndighederne kan arbejde mere proaktivt om at forebygge it-kriminalitet – gennem både regulering og politiske tiltag på området. En opdateret cyber- og informationssikkerhedstrategi kunne være springbrættet for at styrke indsatsen mod it-kriminalitet:
- Samfundets forebyggelsesindsats skal op i gear, for de it-kriminelle finder konstant på nyt. Et tættere og mere agilt samarbejde mellem myndigheder skal sikre, at lovgivningen og forebyggelsen følger med de aktuelle og fremtidige digitale trusler. Der er brug for en tydeligere ansvarsfordeling blandt myndighederne og nye tekniske løsninger for at beskytte borgerne mod svindelforsøg. Vi bør undersøge mulighederne for bedre og hurtigere udveksling af data om kriminalitetsmønstre på tværs af myndigheder, banker, teleselskaber og organisationer, siger forebyggelseschef i Det Kriminalpræventive Råd, Tania Schimmel. Hun tilføjer, at det er vigtigt, at staten har en central og koordinerende rolle.
Den nye undersøgelse slår fast, at der også er brug for, at techgiganterne bag de sociale medier tager mere ansvar, og at den eksisterende lovgivning håndhæves mere konsekvent. Det skal f.eks. sikres, at de sociale medier fjerner og blokerer ulovligt indhold.
Der er brug for, at de sociale medier tager og pålægges mere ansvar for at mindske digital svindel. De skal fjerne ulovligt indhold og gøre langt mere for at forhindre, at ulovligt indhold dukker op på deres platforme. Der er i høj grad brug for, at techbranchen indgår i forpligtende samarbejde med myndighederne, siger Tania Schimmel.
Derudover skal der tages nye tekniske løsninger i brug for bedre at beskytte borgerne mod digital svindel og øge sikkerheden online:
-Vi skal sætte ind med flere tekniske løsninger, der kan fjerne problematisk indhold, så it-kriminelles falske telefonopkald, svindel-sms’er og fuphjemmesider blokeres. Bankerne skal sikre løsninger, der bedre kan identificere svindelforsøg. Bankerne og teleselskaberne er ved at udvikle flere tiltag mod digital svindel, og vi ser frem til en øget indsats, siger Tania Schimmel.
Den nye undersøgelse indeholder spørgeskemabesvarelser fra 1.000 danskere over 18 år. Størstedelen af danskerne er usikre på, hvor de finder hjælp, hvis de udsættes for digital svindel, og mere end hver femte dansker føler sig utilstrækkeligt beskyttet mod it-kriminalitet.
- Det er afgørende, at danskernes digitale kompetencer løftes. Der er brug for en mere målrettet indsats, der sikrer, at vi som borgere i højere grad tager de gode råd mod digital svindel til os. Mange tror, at de kan gennemskue forsøg på digital svindel, men alle – både mænd, kvinder, unge og gamle – kan blive offer for digital svindel. Kun få ofre anmelder it-kriminalitet, og vi ved, at mange føler skyld og skam. It-kriminaliteten skal frem i lyset, så vi som samfund kan beskytte os bedre mod den voksende trussel, siger Erik Christensen.