Alene i 2023 angav 50.000 danskere, at de har været udsat for partnervold. Ofre for partnervold kan være udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold. Partnervold kan have alvorlige følger for bl.a. ofre, udøvere og børn i familien. Både ofre og voldsudøvere har brug for en håndsrækning og tidlig støtte, hvis de skal ud af volden.
I projekt ’Partnerskab Mod Vold’ yder organisationen Lev Uden Vold – i samarbejde med ti af landets politikredse – tidlig hjælp til voldsudsatte og voldsudøvere gennem telefonrådgivning. Her kan de få anonym vejledning, afklaring og henvisning til relevante tilbud, såsom krisecentre. Projektet sørger for at skabe en tryg og hurtig vej til hjælp, som ellers kan være svær for den enkelte at opsøge.
Det var med stor anerkendelse og rosende ord, at justitsminister Peter Hummelgaard i dag overrakte Den Kriminalpræventive Pris:
Vold i hjemmet er et alvorligt samfundsproblem, der kræver handling. For at bryde voldens mønster er det afgørende med tidlig hjælp til både ofre og gerningspersoner, så risikoen for gentagelse mindskes. Projekt ’Partnerskab Mod Vold’ er et godt eksempel på, at en tidlig indsats og tværfagligt samarbejde gør en stor forskel, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
Projektet bygger på forskning om, at ofre og udøvere er mest motiverede for at søge hjælp, når volden eskalerer, og nogen udefra, som f.eks. politiet, rækker ud for at tilbyde støtte. Foreløbig har næsten 600 personer modtaget rådgivning. Samtidig bliver politiet klædt på med viden, så de bedre kan spotte og bekæmpe vold i hjemmet.
- Når man har oplevet partnervold, kan det være svært selv at tage første skridt mod hjælp. I ‘Partnerskab Mod Vold’ er vi proaktive, og det kan være med til at nedbryde barrierer for, at voldsudsatte og voldsudøvere får den nødvendige hjælp og rådgivning. Det tætte samarbejde med politiet sikrer, at flere hurtigt får faglig støtte til at tage de første skridt væk fra et liv med vold, siger Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold.
Det Kriminalpræventive Råds formand, Erik Christensen, fremhæver, hvor vigtigt det er at gå tidligt og tværfagligt til værks i forebyggelsen af kriminalitet:
- En tidlig indsats er afgørende, når vi taler om vold i hjemmet. ’Partnerskab Mod Vold’ skiller sig ud ved at tilbyde støtte på det rette tidspunkt – før volden får lov til at eskalere. Denne indsats kan skabe tryghed og reducere risikoen for gentagelse af vold. Det fortjener stor anerkendelse. Samarbejdet mellem politi og eksperter på området er ikke kun effektivt, men også et eksempel til efterfølgelse, som forhåbentlig kan inspirere til lignende tiltag, siger Erik Christensen.
Projekt ‘Partnerskab Mod Vold’ vinder Den Kriminalpræventive Pris 2024, fordi de med en tidlig indsats forebygger, at vold i nære relationer eskalerer eller gentager sig.
Partnerskab Mod Vold er støttet af TrygFonden og Augustinus Fonden.