Tre projekter nomineret til Den Kriminalpræventive Pris

24-10-2023

Tre kriminalitetsforebyggende indsatser kæmper om Den Kriminalpræventive Pris 2023: Et projekt får løsladte tilbage på sporet, et andet sikrer hjælp til ofre for digitale krænkelser, og det tredje forebygger, at sårbare drenge ender i bandekriminalitet. Prisen overrækkes af justitsminister Peter Hummelgaard den 14. november.

Projekt ‘Primus motor’: Får løsladte tilbage til et liv uden kriminalitet

To ud af tre indsatte begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelsen. Overgangen mellem fængsel og et liv i frihed er dermed en samfundsudfordring. 120 frivillige i Røde Kors’ nationale mentorordning ’Primus Motor’ hjælper løsladte fra landets fængsler, udslusningsfængsler og arrester med at vende tilbage til hverdagen med bl.a. job og uddannelse, så de undgår at havne i kriminalitet igen.  

Mange løsladte oplever tiden før, under og efter fængselsopholdet som kaotisk, og de har ofte svært ved at tilpasse sig livet udenfor fængslet. I Primus Motor bliver en indsat matchet med to frivillige mentorer. De frivillige støtter den indsatte fra sidste del af afsoningen til et år efter løsladelse med praktiske opgaver som fx bolig- og arbejdssøgning, og de kan også tage del i dybere samtaler om den løsladtes fremtid. Primus Motor har en meget positiv effekt på tilbagefaldet til kriminalitet: Mere end halvdelen af de indsatte med flere domme bag sig, og som bliver løsladt på endt dom, falder ikke tilbage til kriminalitet igen, hvis de har haft frivillige mentorer fra Primus Motor. 

Primus Motor er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris, fordi det er vigtigt at sikre, at tidligere indsatte støttes i at opbygge et liv uden kriminalitet og for at nedbringe fremtidige ofre for kriminalitet. 

Projekt ’Håndtering af digitale krænkelser’: Fagpersoner som fx lærere og pædagoger får hjælp mod ulovlig billeddeling og mobning

Digitale krænkelser, som fx ulovlig deling af nøgenbilleder, online mobning og trusler, er et udbredt problem på landets skoler, og det har alvorlige konsekvenser for børn og unge. Men mange skoler er i vildrede med, hvad de skal stille op, når en ung er blevet krænket digitalt. Det blev startskuddet til projekt ’håndtering af digitale krænkelser’ i Jammerbugt og Hjørring Kommuner. 

Projektet indeholder konkrete handleplaner med ’actioncards’, der sikrer, at børn og unge får den nødvendige hjælp, hvis de har været udsat for en digital krænkelse. Handleplanerne guider fagpersoner som fx lærere og pædagoger i, hvordan de skal håndtere en situation, hvor en ung er blevet krænket online. Fx skal de vurdere krænkelsen, og andre lærere, myndigheder og forældre skal evt. kontaktes. En overbygning på projektet er, at politiet kontakter den eller de personer, der har anmeldt krænkelsen og sikrer den rette hjælp. Samtidig er der SSP-konsulenter tilknyttet projektet, der kan guide fagpersoner i deres håndtering af digitale krænkelser. 

Projektets handleplaner er delt med alle landets kommuner. En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd har tidligere vist, at mere end hver tredje skole har haft sager med ulovlig billeddeling det seneste år, så de positive nordjyske erfaringer ventes at kunne bidrage til bedre håndtering af digitale krænkelser på landsplan. 

Projekt ’håndtering af digitale krænkelser’ sikrer med konkrete redskaber, at fagpersoner som fx lærere og pædagoger klædes på til at håndtere digitale krænkelser. Derfor er projektet nomineret til Den Kriminalpræventive Pris.

Projekt ’Aktive drenge’: Forhindrer at sårbare drenge ender i bandekriminalitet

Hvis man vil bande- og ungdomskriminaliteten til livs, er man nødt til at sætte ind tidligt og helhedsorienteret. Det er vigtigt at forebygge, at børn og unge ender i bandernes kløer og lige netop det, arbejder det tredje nominerede projekt ‘Aktive drenge’ med.  

Projektet arbejder målrettet sammen med både familien og skolen for at undgå, at 12 sårbare drenge fra Nørrebro ender i bandemiljøet. Projektets medarbejdere støtter drengene gennem blandt andet lektiehjælp samt gruppebaseret og individuel familiebehandling, hvilket har resulteret i, at alle drengene har fuldført deres 9. klasse i folkeskolen.  
 
Projekt ’Aktive Drenge’ er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris, fordi indsatsen arbejder håndholdt og helhedsorienteret med de involverende drenge og deres familier for at forebygge, at drengene havner i bandemiljøet.  

Projektet hører under ’Gadepulsen’, der arbejder målrettet med at sikre unges tilknytning til folkeskolen, i Københavns Kommune.  

Senest opdateret 24-10-2023
Anne-Sofie Thiel
Anne-Sofie Thiel
Pressemedarbejder

Om Den Kriminalpræventive Pris

Den Kriminalpræventive Pris gives hvert år til en person, et projekt eller en gruppe, der har gjort en særlig kriminalitetsforebyggende indsats.  

Prisen på 50.000 kroner bliver overrakt til vinderprojektet af justitsminister Peter Hummelgaard den 14. november ved Det Kriminalpræventive Råds årlige møde for Rådets 60 medlemsorganisationer.