Siden 2019 har han stået i spidsen for et hold af dygtige analytikere, projektledere og kommunikatører, der formidler viden og gode råd til danskerne om forebyggelse af kriminalitet – fra vold og voldtægt til indbrud og bandekriminalitet. Samtidig er han chef for projektholdet bag Nabohjælp, som 250.000 danskere er tilmeldt.
Som DKR’s kommunikationschef spiller Arne Simonsen en central rolle i at omsætte kompleks viden om forebyggelse af kriminalitet, så det er forståeligt for alle. Han har bl.a. sørget for, at kampagner om alt fra digital svindel til psykisk vold er blevet formidlet effektivt og i øjenhøjde med danskerne. Samtidig har Arne været med til at løfte Nabohjælps kommunikation, så de gode råd om indbrudsforebyggelse har plantet sig solidt i de danske hjem.
DKR’s kommunikation har fået et løft, så den er mere visuel, relevant og nærværende. DKR har fået nyt logo og nye farver. Der produceres film til de unge på TikTok. Og nuanceret viden om forebyggelse af vold formidles nu også med lyd i podcasten ’Forebyg Forbrydelsen.’
Arne Simonsen er DKR’s repræsentant i partnerskabet Bo trygt, hvor DKR leverer solid viden om indbrudsforebyggelse. Med støtte fra TrygFonden og Realdania arbejder politi, kommuner, forsikringsbranchen, Videncentret Bolius og DKR sammen mod indbrud og hæleri. Arne har bl.a. bidraget til etableringen af et register over stjålne genstande, hvor regeringen for nylig har afsat midler. Dermed får danskerne en app, så de kan tjekke, om en vare er meldt stjålet, når de køber brugt.
Under Arnes ledelse er der blevet sat gang i en stribe undersøgelser, der giver fagfolk og politikere nuanceret viden og klæder danskerne på til selv at styre uden om kriminalitet. Bl.a. i form af konkrete råd til at undgå it-kriminelles telefonsvindel og borgerrettet information om samtykkeloven. Senest har Det Kriminalpræventive Råd (DKR) lanceret en undersøgelse, der viser, at mange, især unge, har svært ved at afgøre, om de har fået samtykke til sex.
Før Arne kom til DKR, har han arbejdet med kommunikation i bl.a. Region Hovedstaden, Dansk Ungdoms Fællesråd og Danmarks Radio, hvor han bl.a. har lavet nyheder til TVAvisen. Arne er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er også uddannet i ledelse og kommunikation.