TikTok, Snapchat, CS:Go, FIFA, Discord, Twitch, Yubo og Instagram. Ved du hvilke sociale medier dit barn bruger, og hvad de laver der?
I en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd er både børn og forældre blevet spurgt ind til deres onlineliv, og hvor meget forældrene er involveret i det. Og undersøgelsen afliver myten om, at unge ikke ønsker, at forældrene blander sig i deres online liv. Især de 14-17-årige efterspørger, at forældrene viser mere interesse, og er nysgerrige på, hvad de laver online.
- Forældre spiller en vigtig rolle, når det handler om at forebygge børns risikoadfærd på nettet. Børn og unges liv på nettet er en vital del af deres sociale fællesskab – ikke mindst under corona. Du skal derfor vise interesse og spørge ind til, hvad de laver på TikTok og i FortNite, ligesom du spørger til deres liv i skolen, til fodbold og ridning, siger Ninna Lagoni, som er specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.
Anerkend børnenes digitale interesser
I rapporten peger de adspurgte børn og unge på, at deres forældre ikke forstår det digitale, og at de ikke anerkender børnenes interesse for fx spil og sociale medier. Men forældrene behøver ikke være digitale eksperter for at have en beskyttende rolle.
- Både forskning og børnene selv peger på, at forældre godt kan vise interesse og involvere sig uden at vide alt om digitale medier. Det vigtigste er, at man har en god tillidsfuld relation til sit barn. Det får man blandt andet ved at prøve at forstå, hvorfor nettet er vigtigt for ens barn, siger Ninna Lagoni.
Hun påpeger dog, at de voksne sætter reglerne – også på nettet.
- Ens forældrerolle stopper ikke, når ens barn tager sin mobil frem. Du skal som forælder opstille tydelige rammer for dit barns online adfærd. Omvendt bør du ikke overreagere med for strenge restriktioner, hvis dit barn ikke har overholdt de aftaler, I har lavet. Det er vigtigt, at dit barn altid kan komme til dig, hvis han eller hun løber ind i problemer, siger Ninna Lagoni.
Udskam ikke børnene
Det er Julie Nielsen, der er formand for Ungdomsringens Ungeråd, meget enig i. Hun mener desuden, at det er vigtigt, at forældre ikke udskammer deres børn og unge.
- Forældrene skal forstå, at de sociale medier er en del af unges kultur. Hvis man fx har fået delt et nøgenbillede, så er det vigtigt, at forældrene ikke siger ’hvorfor har du også sendt det, det var dumt’. Så påfører de skyld og skam, og så kommer ens barn ikke næste gang, der opstår problemer. Det er bedre, at de siger ’jeg forstår godt, at du synes det er spændende at sende nøgenbilleder. Men lad os snakke om, hvordan du kan gøre det på en mere sikker måde’, siger Julie Nielsen.