Pris til SSP-leder

10-11-2020

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har netop udråbt SSP-leder Helle Midskov Brynaa og projektet ’Hvem styrer orkestret’ fra Vejle Kommune til vinder af Den Kriminalpræventive Pris 2020. Udover æren følger 50.000 kroner.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag og SSP-leder Helle Midskov Brynaa

Til masser af klapsalver i Operaen overrakte social- og indenrigsminister Astrid Krag årets kriminalpræventive pris til SSP-leder Helle Midskov Brynaa, der står i spidsen for projekt ’Hvem Styrer Orkesteret’ fra Vejle Kommune. Projektet har foreløbig uddannet 500 fagfolk i at holde børn og unge ude af kriminalitet.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at I er med til at forebygge, at unge havner i kriminalitet. Så stort tillykke med prisen og tak for jeres arbejde”, sagde social- og indenrigsminister Astrid Krag.

I projektet 'Hvem styrer orkestret' bliver lærere, pædagoger og klubmedarbejdere uddannet i at forebygge mistrivsel, fravær og kriminalitet. Der er særligt fokus på elever, der er i risiko for at fravælge skolen og havne i misbrug og en kriminel løbebane. Målet er at give børn og unge ’et godt liv’ og gøre dem mere robuste over for livets udfordringer.

Uddannelse med stort potentiale

SSP-leder Helle Midskov Brynaa, der er initiativtager til projektet, modtog prisen. Ministeren mente, at hun og projektet i den grad fortjener prisen.

”Jeg er meget imponeret over, hvor helstøbt jeres uddannelse er. I belønnes for jeres helhedsorienterede tilgang og tværfaglige tænkning. I er en inspiration for andre aktører, der arbejder med at forebygge kriminalitet. Derfor ser jeg også et stort potentiale i at udbrede jeres uddannelse til andre kommuner”, sagde Astrid Krag.

En meget rørt Helle Midskov Brynaa takkede mange gange for prisen:

"Det er bare helt fantastisk rørende at stå her i dag. Kriminalitetsforebyggelse starter fra den dag barnet bliver født, og derfor har vi også lavet denne uddannelse fra sundshedsplejersker og helt op til voksne", sagde hun, inden hun takkede en lang række samarbejdspartnere, som også tydeliggjorde, hvor bredt et samarbejde HSO er.

Svaret på kriminalitetsforebyggelse 

Det var et foredrag med den svenske kriminolog Per-Olof Wikström, som fik Helle Midskov Brynaa til at starte uddannelsen i sin tid. 

"Han sagde, hvad ligger der bag de 96 procent af befolkningen, der ikke havner i kriminalitet, og det var det, der fangede mig. Der kan man finde svaret i, hvordan vi kan forebygge kriminalitet”, sagde Helle Midskov Brynaa. 

De øvrige nominerede til Den Kriminalpræventive Pris 2020 var Lommevending til Behandling og SIKKER SHOPPING. Se de nominerede her

Fakta om Hvem Styrer Orkestret (HSO)

  • Der er uddannet omkring 500 medarbejdere på tværs af fagligheder.
  • Helle Midskov Brynaa, som er SSP-leder i Vejle Kommune, er kvinden bag projektet.
  • Hun har sammen med en række fagpersoner udarbejdet HSO-uddannelsen, som er baseret på 30 års forskning. Uddannelsen tager udgangspunkt i den svenske kriminolog Per-Olof Wikströms teori om kriminalitetsforebyggelse.
Anne-Sofie Thiel
Anne-Sofie Thiel
Pressemedarbejder

Fakta om Den Kriminalpræventive Pris

  • Prisen skal sætte fokus på kriminalitetsforebyggende arbejde i lokalområderne, opmuntre til og øge bevidstheden om kriminalitetsforebyggelse blandt enkeltpersoner, organisationer, foreninger og myndigheder.
  • Vinderen af Den Kriminalpræventive Pris 2020 modtager, ud over æren, 50.000 kroner.

Hvorfor bliver nogle børn og unge kriminelle og andre ikke? Se  teorien om situationsbestemt handling .