Ny kommunikationschef

16-05-2019

Det Kriminalpræventive Råd styrker kommunikationen med ny chef, der har bred erfaring med kampagner, kommunikation og presse.

Den 1. juni tiltræder 45-årige Arne Simonsen som analyse- og kommunikationschef i Det Kriminalpræventive Råd. Han kommer fra en stilling som chefkonsulent i Region Hovedstadens kommunikationsafdeling.

Arne Simonsen trækker på stor erfaring med kommunikation fra politisk styrede organisationer og har journalistisk erfaring fra bl.a. Danmarks Radio.

Sekretariatschef Anna Karina Nickelsen glæder sig til samarbejdet og fremhæver behovet for at udvikle kommunikationen på et meget vigtigt samfundsområde:

- Det Kriminalpræventive Råd har en guldgrube af viden om, hvordan kriminalitet kan forebygges, og den viden vil vi bringe endnu mere i spil over for borgere, presse, politikere, myndigheder og medlemsorganisationer. Det er et vigtigt år, hvor Det Kriminalpræventive Råd skal have ny formand, og hvor vi har flere store kommunikationsopgaver forude, bl.a. en landsdækkende kampagne til efteråret om psykisk vold. Med Arne Simonsen på holdet er jeg sikker på, at vi er rigtig godt rustet til at løfte udfordringerne og udvikle potentialerne, siger sekretariatschefen.

Arne Simonsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og har taget en diplomuddannelse i strategisk kommunikation og ledelse. Den nye kommunikationschef ser frem til at kommunikere om forebyggelse af bl.a. indbrud, vold og ungdomskriminalitet.

- Mange danskere kender allerede Det Kriminalpræventive Råd fra ’Nabohjælp’, som bidrager til færre indbrud og større tryghed. Jeg glæder mig til at være del af et stærkt hold, der prioriterer kommunikation baseret på viden og samarbejde, siger Arne Simonsen og uddyber:

- Forebyggelse har stor betydning for hele samfundet, og jeg ser mange muligheder for at styrke kommunikationen om, hvordan borgere, myndigheder og andre kan bidrage aktivt til at forebygge fx hæleri, it-kriminalitet, psykisk vold og seksuelle krænkelser.

CV Arne Simonsen

2019-2019 Chefkonsulent og projektleder, Center for Kommunikation, Region Hovedstaden

2007-2012 Kommunikationsansvarlig og redaktør, DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

2007-2007 Forfatter til reportagebog

2002-2006 Kommunikationsrådgiver, IBIS Oxfam

1998-2002 Journalist, Danmarks Radio


Arne Simonsen er 45 år, bor i Birkerød, er gift og har to børn.

Arne Simonsen

Ny kommunikationschef i DKR