Undgå fupbutikker på nettet

28-12-2018

Udsalgsfeberen raser – også på nettet. Selvom langt de fleste nethandler går godt, er der risiko for at støde på fupbutikker. Derfor er det en god ide at være ekstra opmærksom, inden du trykker ’betal’.

Udsalget er allerede begyndt, og nettet bugner med tilbud. Det kan være fristende at købe en ellers dyr mærkevare til en meget billig pris på 208,17 kroner, men overvej tilbuddet, før du handler.

Er netbutikken en fupbutik, risikerer du, at varen aldrig dukker op, eller at du ikke får den vare, du troede, du bestilte. De falske butikker er blevet bedre til at efterligne de ægte, men ofte kan de afsløres ved få klik.

Så mange bliver snydt

I undersøgelsen Internetkriminalitet 2017 fra DKR skønnes det, at godt 44.000 danskere blev snydt, da de handlede på nettet i 2017. Tallet omfatter også handel med private, men primært handel i netbutikker.

- Hvis du vil undgå at blive snydt, er det altid en god ide at tjekke netbutikkens ’Om os'-side. Hvis oplysningerne er mangelfulde eller skrevet på et dårligt dansk, skal du være forsigtig. Når du handler på nettet, er det vigtigste råd, at du holder fast i din kritiske sans og ikke lader dig forblænde af alt for gode tilbud, siger udviklingskonsulent hos Det Kriminalpræventive Råd, Anja Schulze-Larsen. 

Nethandel #heltsikkert 

13 myndigheder har for nylig lanceret samarbejdet Nethandel #heltsikkert, som informerer forbrugerne om, hvordan de nemt og trygt kan handle på nettet. Her kan du finde råd til, hvordan du undgår snyd på nettet, herunder hvordan du kan spotte fupbutikker. 

Tips til at spotte fupbutikker

  • Tjek 'Om os'-siden
  • Fupbutikker tilbyder ofte meget billige mærkevarer
  • Vær varsom, hvis der er mange sprogfejl eller underlige webadresser. 
Anne-Sofie Thiel
Anne-Sofie Thiel
Pressemedarbejder