Selvom udviklingen går den rigtige vej, så er Danmark stadig meget plaget af indbrud, når man sammenligner med vores nabolande og andre europæiske lande. Den nye rapport 'Det danske indbrudsniveau' konkluderer, at det høje danske indbrudsniveau kan tilskrives indbrud i huse uden for storbyområderne.
Rapporten er lavet af forskerne Peter Kruize og David W.M. Sorensen og er finansieret af DKR. I rapporten sammenlignes det danske indbrudsniveau med henholdsvis Sverige, Tyskland, Holland og England/Wales.
Gode betingelser for tyvene
Danmark skiller sig ikke væsentligt ud, når det gælder indbrud i lejligheder. Danske storbyer har stort set det samme indbrudsniveau som storbyer i de andre lande. Den store forskel er i tallene for indbrud i huse, viser analysen.
- I Danmark bor mange af os i parcelhuse, og vi bor tæt i provinsen. Det giver desværre tyvene gode betingelser, siger formanden for DKR Henrik Dam.
Rapporten peger på tre områder, hvor man med fordel kan sætte ind. Det er ved at sikre sit hjem mod indbrud, ved at overvåge hinandens boliger og ved at øge opdagelsesrisikoen.
- Rapporten viser tydeligt, at Danmark er udfordret af de mange parcelhuse, og vi må derfor gøre en ekstra indsats for at beskytte os. Den bedste måde er ved at sikre vores døre og vinduer og hjælpe med at holde øje med hinandens hjem, siger Henrik Dam.
Desuden viser analysen, at opdagelsesrisikoen også har betydning. Det vil sige, at hvis man øger risikoen for at indbrudstyvene opdages, vil mængden af indbrud med al sandsynlighed falde.