App’en ’Mit digitale selvforsvar’ skal ruste forbrugerne til at passe på deres personlige oplysninger, hjælpe dem med at gennemskue fup på nettet og undgå it-kriminalitet.
Mit digitale selvforsvar app’en er gratis og kan downloades af alle. Applikationen kan bruges på både Android- og iOS-mobiler og tablets.
Det kan app’en
- Advare om aktuelle trusler som falske sms’er og mails, phishing-angreb, fupkonkurrencer og falske hjemmesider.
- Involvere forbrugerne til at tippe hinanden
- Give råd til forbrugere, der har været udsat for it-kriminalitet.
- Give redskaber til beskyttelse imod digitale trusler og fup på nettet.
- Give råd til at beskytte personlige oplysninger, når forbrugeren færdes på nettet.
Hvor mange rammes?
Omkring hver 7. dansker har oplevet at blive snydt på nettet, viser en rapport fra Forbrugerrådet Tænk. Det svarer til knap 600.000 mennesker. Samtidig er mange danskere utrygge ved deres færden på nettet. Ifølge en rapport fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden fra januar 2016 er 56 procent af danskerne utrygge ved at modtage svindelmails, som ser ud til at være fra fx SKAT eller NemID.
I perioden fra 2011 til 2016 er antallet af anmeldelser om databedrageri steget fra 647 tilfælde i 2011 til 22.339 i 2016. Der er dermed sket en mangedobling af danskernes anmeldelser af digitalt bedrageri på bare fem år. Og Rigspolitiet melder ud, at databedrageri er et område i voldsom vækst. Det er blandt andet baggrunden for den nye app.