Gratis skilte blev revet væk

07-09-2016

20 minutter gik der, før alle gratis skilte var uddelt. Heldigvis forærer DKR og TrygFonden igen 300 skilte til aktive nabohjælpere, der er tilmeldt nabohjælp.dk. Næste gang er onsdag d. 8. marts 2017.

DKR og TrygFonden har haft to årlige ansøgningsrunder for gratis skilte siden 2014. Skiltene går til boligområder, der er tilmeldt nabohjælp.dk og yder aktiv Nabohjælp.

Hver gang har der været stor interesse for skiltene. De sidste to runder har været overstået på tyve minutter. Uddelingen sker efter først-til-mølle-princippet, så de heldige er hurtige ved tasterne.

Nåede man det ikke denne gang, så kan man trøste sig med, at der er endnu en uddeling onsdag d. 8. marts 2017.

- Vi er glade for den store interesse som vores skilte får – det vidner om, at folk er aktive med nabohjælpen ude i boligområderne og ved, at det kan svare sig at gå sammen om at forebygge besøg af indbrudstyve, siger Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp.

Det er vigtigt, at der er handlinger bag skiltet. Hvis indbrudstyvene ser et skilt, men ellers ikke fornemmer, at det er et kvarter med nysgerrige naboer eller liv, er det ikke nok til at skræmme dem væk.

Næste runde er 8. marts 2017

Sådan gør du

  • Du og dine naboer skal være tilmeldt og nabohjælpe aktivt på nabohjælp.dk
  • Den 8. marts kl. 9 logger du ind på din profil på www.nabohjælp.dk, hvor du går til siden "Materialer" og finder den grønne knap for "Gratis skilte"
  • Udfyld den online ansøgningsformular
  • I skal oplyse, hvor mange nabohjælpere I er, når I ansøger om et skilt
  • I skal aftale, hvem der skal være den kontaktperson, som DKR og TrygFonden kan kontakte for at få information om skiltet, foreningen eller vejlauget og brugen af Nabohjælp mv.
  • I skal aftale, hvor skiltet skal stå, og få placeringen godkendt hos kommunen.