Snyd påsketyven

23-03-2016

Vi har nu 160.184 tilmeldte på Nabohjælp.dk med god grund, for nabohjælp er blandt de mest effektive redskaber, du kan bruge mod indbrud. Tyvens største frygt er nemlig mennesker.

 

Nabohjælp i påsken - nabohjælps logohus og et påskeæg

Påskeferie og mange bortrejste danskere er lige om hjørnet. Det betyder også mange tomme hjem. Men Nabohjælp snyder tyven til at tro, at der er nogen hjemme og øger hans risiko for at blive opdaget. Jo flere naboer og øjne, der holder øje med ens hus – jo bedre. Og des større er chancen for, at tyven opgiver sit indbrud.

- Mange borgere har allerede et uformelt netværk, hvor man over hækken fortæller, hvornår man tager på ferie. Men det kan stadig være en rigtig god ide at gøre det officielt med nabohjælp.dk. Når vi gør det officielt, sikrer vi nemlig, at vi har kigget hinanden i øjnene og taget et fælles ansvar – og det virker!, siger Lone Harlev, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og TrygFondens Nabohjælp.

Ser vi på hele sidste år og på de absolutte tal toppede kommunerne København, Aarhus og Odense med flest indbrud (hhv. 2.268, 2.280 og 1.430). Kigger vi på antallet af indbrud pr. 1000 husstande, så placere Vallensbæk, Furesø og Gentofte kommune sig derimod i toppen. Tallene ændrer sig en del fra år til år.

Nabohjælp efter ferien

Nabohjælp i hverdagen er lige så vigtig. Vi ved, at tyvene tit går en tur i vores boligområder for at se, om der er oplagte eller fristende muligheder, nogle særligt attraktive huse med synlige værdier, eller beboelser, hvor det er let at komme ind uden at blive set.

Hvis vi i hverdagene hilser på alle, vi møder, har vi måske også hilst på en indbrudstyv. Det virker afskrækkende på tyven, der ser, at her passer man på hinanden, og det øger risikoen for at blive opdaget under et indbrudsforsøg.

Fakta

  • På trods af et fald i antallet af indbrud på landsplan på 10 % fra 2014 til 2015 har vi stadig mange indbrud i Danmark i forhold til vores nabolande. I 2012 indtog Danmark en anden plads, som det land med anden flest indbrud pr. 100.000 indbygger
  • I toppen over kommuner med flest indbrud i 2015 ligger København, Århus og Odense – hvis vi kigger på de absolutte tal. Hvis vi kigger på indbrud pr. 1000 husstande, indtager de nordsjællandske kommuner førstepladserne. Tallene ændrer sig en del fra år til år
  • Nabohjælp har i udlandet vist sig at nedbringe indbrud, hærværk og fysisk vold med mellem 16 og 26 %. Undersøgelser har også vist, at borgere, der oplever, at de rent faktisk kan gøre noget, føler sig mere trygge
  • Info og tilmelding på nabohjælp.dk eller Nabohjælps app.