Vinderklasser i konkurrence mod kærestevold fundet

25-01-2016

Elever fra hele landet har deltaget i en kreativ konkurrence med sange, film, og tekster, som har fokus på vold mellem kærester og voldens konsekvenser. De to vinderskoler, Nærum Gymnasium og Allerslev Skole fik overrakt deres præmier af Medina og Kenneth Bøgh Andersen.

undefined

7. klasse fra Allerslev skole fik overrakt deres præmie af Medina. De har lavet vinderfilmen "Slaget i stilheden".

Elever fra 30 skoler har i en landsdækkende konkurrence sat fokus på kærestevold og jalousi ved at producere sange, film og tekster. Formålet med konkurrencen har været at sprede viden og bidrage til, at de unge bliver mere bevidste om voldens konsekvenser og deres egne grænser. Elever har kunnet deltage enkeltvis, i grupper eller som samlet klasse med ét projekt.

De to vindere er blevet valgt blandt de næsten 100 bidrag af konkurrencens dommere – sangerinde Medina, forfatter Kenneth Bøgh Andersen, minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby, formand for Bryd Tavsheden Kirsten Hermansen og sekretariatschef Anna Karina Nickelsen fra Det Kriminalpræventive Råd.

3 D fra Nærum Gymnasium vinder med digtet ’Jalousi’ i tekstkategorien, og 7 B fra Allerslev Skole vinder i kategorien for film og musik med filmen ’Slaget i stilheden'. 

Hvor går grænsen

Temaet for årets konkurrence mod kærestevold er jalousi. Jalousi kan ofte være årsagen til, at et kæresteforhold bliver voldeligt. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at omkring 19.500 kvinder og 12.000 mænd mellem 16 og 24 år årligt bliver udsat for psykisk, fysisk eller seksuel vold fra en kæreste. Konkurrencen skal være med til at gøre de unge bevidste om, hvor deres egne grænser går, hvis de har en jaloux kæreste.

Den kreative konkurrence mod kærestevold er et samarbejdet mellem Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling samt Bryd Tavsheden og Det Kriminalpræventive Råd.

Jalousi

Jeg er nødt til det
Jeg har en trang til at vide hvad hun laver
Jeg har ret til at læse hendes beskeder
Jeg stoler ikke på hende

Hvis hun ikke modsiger mig sker der ikke noget
Hvis hun taler sandt har hun intet at skjule
Hvis hun lader mig gøre hvad jeg er nødt til bliver jeg ikke sur
Hvis hun ikke svarer igen slår jeg ikke

Det er lige så meget hendes skyld – man er to i forholdet
Det er hende som ikke vil mig nok
Det er pga. hendes uklare svar og pludselige aftaler
Det er hende der ikke fortæller mig nok

Hun startede problemet
Hun er skylden til det
Hun er selv ude om det
Hun fortjener det

Vinderdigt skrevet af elev fra Nærum Gymnasium

Se filmen fra præmieoverrækkelsen i København her:

Læs mere om konkurrencen på Facebook.