Politikadet vinder Den Kriminalpræventive Pris

14-04-2016

Justitsministeren har netop kåret årets vinder af Den Kriminalpræventive Pris og 50.000 kroner. Vinderen er projektet Politikadet, der arbejder for at skabe tillid mellem unge og politiet.

Den Kriminalpræventive Pris 2016 går til projektet Politikadet, der hører under Københavns Vestegns Politi og er udviklet i samarbejde med Gladsaxe, Herlev og Ballerup Kommune.

Justitsminister Søren Pind (V) har netop uddelt årets store pris inden for forebyggelse af kriminalitet på Den Kriminalpræventive Dag 2016 i Odense Congress Center.

- Alt for mange børn og unge står i dag uden for fællesskabet. De unge skal vi have etableret en forbindelse til, så vi kan få dem på rette kurs, inden de ender som hårdkogte kriminelle. De unge skal vide, at de er en del af det danske samfund, og vi har noget at tilbyde. Her spiller Politikadet en vigtig rolle, og det er derfor med stor glæde, at jeg i dag kan overrække Politikadet Den Kriminalpræventive pris, siger justitsminister Søren Pind.

Justitsministeren overrakte prisen til vinderne

Justitsministeren overrakte prisen til vinderne

Baggrunden for projektet er, at unge i udsatte boligområder kan have dårlige erfaringer med myndighederne. For eksempel hvis de unge ikke tror, at myndighederne er til for dem eller deres familier.

Projektet Politikadet arbejder med at skabe tillid mellem kriminalitetstruede 12-14-årige i udsatte boligområder og politiet.

Målet er at styrke de unges sociale værdier, forbedre deres selvtillid og skærpe deres opmærksomhed om uddannelse og job. Det forebygger, at de senere havner i en kriminel løbebane.

- Vi er rigtig glade og stolte over at modtage Den Kriminalpræventive Pris. Jeg er især glad på drengenes vegne, som har været sindssygt spændte op til, siger Kim Christiansen, politidirektør i Københavns Vestegns Politi.

Med æren følger en check på 50.000 kroner. Projektet er et af fire nominerede projekter, der på forskellig vis forebygger kriminalitet og gør en forskel.

Prisen er netop blevet uddelt på Den Kriminalpræventive Dag, som bliver holdt af DKR og TrygFonden. Temaet handler i år om tryghed, hvor vi bor og har samlet mere end 700 fagfolk og eksperter til oplæg og debat.

Se de fire nominerede indsatser