Opnå trivsel i skolen med Forældrefiduser

27-04-2016

Den nationale trivselsmåling for 2015 peger på, at der er sammenhæng mellem gode testresultater og elevernes oplevelse af høj trivsel i folkeskolen. Forældrefiduser.dk er et godt og nemt værktøj til at opnå trivsel.

Det kan godt betale sig at arbejde for trivsel i landets skoler. Det skaber ikke kun en bedre hverdag for børnene. Det tyder også på, at trivsel skaber bedre faglige resultater.
 
Ifølge Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings nye analyse af tallene fra den første trivselsmåling for 2015 er der nemlig en positiv sammenhæng mellem elevernes testresultater i 4.-9. klasse og deres trivsel.
 
Sammenhængen mellem trivsel og faglige testresultater i de nationale tests er ifølge ministeriet mest tydelig i matematik og dansk læsning. Det gælder også, når der bliver taget højde for andre faktorer, som for eksempel elevernes sociale baggrund.
 
Trivslen blandt eleverne i børnehaveklassen til og med 9. klasse bliver målt årligt på alle folkeskoler og specialskoler som led i folkeskolereformens mål om at styrke elevernes trivsel, skriver ministeriet. Den første test blev gennemført i foråret 2015.

Nem vej til godt samarbejde

Forældrefiduser.dk er et site fyldt med gode råd, manualer og skabeloner til, hvordan lærere og forældre kan arbejde sammen om at skabe trivsel og sammenhold blandt eleverne. Sitet er netop et godt redskab til at involvere og engagere forældrene, så de bliver en aktiv del af skolens arbejde med trivsel, inklusion og antimobning. 
 
Med en række opskrifter på sociale aktiviteter tilbyder fiduserne skolerne en hjælpende hånd til at sætte skub i samarbejdet med forældrene.
 
- Det, forældre kan gøre for fællesskabet, er også det bedste for deres eget barn. Når der er et godt samarbejde mellem alle klassens forældre, gavner det nemlig alle klassens børn, siger specialkonsulent i DKR Gitte Lildholdt.
 
Sommerfest, skovtur og banko giver klassen et socialt liv sammen. Det skaber et rum, hvor det er nemmere for forældrene at tale om eventuelle konflikter, der kan dukke op.
 
Forældrefiduser.dk er udviklet af DKR og TrygFonden sammen med Skole og Forældre – og det er et gratis og gennemtestet redskabskasse til skoler og forældre, der gør det nemmere at arbejde for at skabe sammenhold.
Anette Aaby Hansen
Anette Aaby Hansen
Chefkonsulent, TrygFonden og DKR