Henrik Dam ny formand for DKR

21-12-2015

Rektor på Syddansk Universitet, Henrik Dam, bliver DKR's nye formand per 1. januar 2016.

Fra årsskiftet står en ny person i spidsen for Det Kriminalpræventive Råd (DKR) – 47-årige rektor på Syddansk Universitet, Henrik Dam. Og han glæder sig meget til at træde til som formand på grund af den opgave og betydning, DKR har.

- Det er en væsentlig samfundsopgave, DKR løfter. Med en bred dagsorden inden for forebyggelse handler det om ting, der vedrører os alle som borgere. Emner som fx indbrud og it-kriminalitet kender vi jo alle, siger Henrik Dam.

Henrik Dam er uddannet jurist ved Københavns Universitet og har senere taget den juridiske doktorgrad i skatteret. I 2005 blev han professor og året efter som bare 38-årig dekan på Københavns Universitet – og dermed landets yngste af slagsen. Efter syv år som dekan og medlem af den øverste ledelse på Københavns Universitet blev Henrik Dam i 2014 rektor på Syddansk Universitet.

Den nye formand for DKR har altså stor erfaring med at arbejde i vidensbaserede organisationer, som DKR. Og han har en bred juridisk kunnen i kraft af sin uddannelse og organisatoriske viden. Desuden har Henrik Dam et bredt netværk, han kan trække på.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at lære alle DKR's medlemmer bedre at kende og til at komme godt ind i stofområdet. Og så glæder jeg mig også til at være med til at påvirke og sætte en dagsorden, siger han.

Fokus er nu ifølge den nye formand på den strategi, DKR har fastlagt indtil 2017, hvor især forebyggelse af indbrud og hæleri, it-kriminalitet og ungdomskriminalitet bliver prioriteret. Dernæst ser Henrik Dam frem til at diskutere rådets fremtidige arbejde i fællesskab med medlemmerne.

Henrik Dam afløser 1. januar 2016 juraprofessor Linda Nielsen på posten, der har været formand for DKR siden januar 2013.


Blå bog: Henrik Dam

2014-: Rektor, Syddansk Universitet
2006-2014: Dekan, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
2005-2006: Prodekan, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
2005-2006: Professor i skatteret, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
2005: Dr. jur., Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
1998-2005: Lektor i skatteret, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
1996-1998: Adjunkt i skatteret, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
1995-1996: Fuldmægtig i Sundhedsministeriet
1996: Ph.D. (jura), Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
1991: Cand.jur., Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet
Født: 4. januar 1968

Derudover bestrider Henrik Dam en lang række tillidserhverv.