Anmeldelser faldt for femte år i træk

18-12-2015

For femte år i træk anmeldte færre danskere straffelovsovertrædelser, viser en ny udgivelse fra Danmarks Statistik om kriminaliteten i 2014.

Kriminalitet som indbrud og tyveri er blevet bremset. I 2014 var der for femte år i træk et fald i antal anmeldte straffelovsovertrædelser, viser en ny udgivelse fra Danmarks Statistik Kriminalitet 2014.

Sidste år blev der ifølge Danmarks Statistik nemlig anmeldt 406.163 overtrædelser af straffeloven mod 429.293 i 2013. Det svarer til et fald på fem procent.

 Og nedgangen skyldes især færre anmeldelser af ejendomsforbrydelser, som fx indbrud og tyveri.

De unges kriminalitet falder

Ifølge udgivelsen begår de unge mellem 15-24 år mest kriminalitet, og de ældste over 50 år begår mindst. Men det er samtidig interessant, at hyppigheden for at begå kriminalitet for de 15-24-årige er faldet med 41 procent siden 2004.

Unge under den kriminelle lavalder begår langt mindre kriminalitet. Sidste år blev der registreret ni anmeldelser per 1.000 indbyggere i alderen 10-14 år. Mens det fem år før var 16 anmeldelser, skriver Danmarks Statistik.

De mindreårige begår i øvrigt især ejendomsforbrydelser, som fx butikstyverier og tyverier af køretøjer.

Ifølge Danmarks Statistik er de unge samtidig dem, der oftest falder tilbage til ny kriminalitet. 51 procent af de dømte 15-19-årige mænd blev dømt for en ny lovovertrædelse i løbet af to år, mens det gjaldt 14 procent for mænd på mindst 60 år.