Tro, kulturelle forhold o.lign. ved strafudmåling

04-01-2019

Høringssvar til forslag om ændring af straffeloven (Præcisering af, at tro, kulturelle forhold og lignende ikke kan tillægges formildende betydning ved straffens fastsættelse).

Ved en mail af 10. december 2018 har Justitsministeriet anmodet om Det Kriminalpræventive Råds (DKR) eventuelle bemærkninger.

I den anledning skal DKR udtale, at vores mission er at skabe tryghed ved at oplyse om og forebygge kriminalitet.

Et retssystems position, som samfundets mekanisme til genopretning af krænkelser, og dets evne til at afværge fremtidig kriminalitet i form af gengældelse, forudsætter, at systemet har legitimitet i brede kredse i samfundet.

Den foreslåede ændring af straffelovens generelle udgangspunkt om konkret strafudmåling kan opleves som et skridt, der begyndende forskelsbehandler borgere ved at behandle det ulige lige. Dermed kan ændringen bidrage til en polarisering i samfundet. Det Kriminalpræventive Råd skal på den baggrund pege på den svækkelse af tilliden til straffesystemet, som ændringen risikerer at medføre.

Den 4. januar 2019

Med venlig hilsen

Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef