Hermed Det Kriminalpræventive Råds (DKR) høringssvar efter Justitsministeriets anmodning pr. e-mail den 17. juni 2018.
DKR arbejder for at fremme et trygt samfund ved at forebygge og oplyse om kriminalitet.
Fra regeringens egen ghettoliste ved vi, at kriminaliteten i de udsatte boligområder er faldet. Med den foreslåede ordning forventes det, at en skærpet strafzone vil have en adfærdsregulerende effekt, samtidig med at man forventer at kunne bringe en opblussen af utryghedsskabende kriminalitet til ophør og genskabe trygheden i de berørte områder.
Justitsministeriets Forskningskontor har undersøgt effekten af strafskærpelser på recidiv ift. en række kriminalitetsformer, bl.a. simpel vold. Konklusionen er, at de længere straffe ikke kan påvises at have forårsaget en hverken positiv eller negativ effekt på de dømtes recidivrisiko.
Hvis man skal afsone en fængselsdom, er der sandsynlighed for, at man lider et kompetencetab, føler sig ekskluderet af samfundet og tilegner sig kriminelle normer og værdier gennem socialisering med andre indsatte. Samtidig kommer man længere væk fra uddannelse, arbejdsmarkedet og positive relationer til familie og venner, især når vi taler om unge.
Skal man den sidste kriminalitet i de udsatte boligområder til livs, må man først og fremmest håndtere de bagvedliggende problemer og bruge ressourcer på helt at undgå, kriminalitet opstår.
Det kan ske via en tidlig indsats startende med de mindste børn og deres forældre, fordi vi ved, at der er sammenhænge mellem kriminalitet og familieforhold. Problemer i familien, hård eller mangelfuld grænsesætning, ringe opsyn og fravær af stabile, voksne rollemodeller øger risikoen for ungdoms- og grupperelateret kriminalitet. Af konkrete tiltag kan nævnes hjemmebesøg af sundhedsplejerske før og efter fødsel, der via tidlig indsats, støtter førstegangsfødende mødre med lav indkomst i hensigtsmæssig forældreadfærd og børneopdragelse eller forældretræning som fx det evidensbaserede program De Utrolige År, der har vist sig at forbedre adfærd blandt børnene samt at forældre bliver bedre til at sætte grænser uden vold eller familieprogrammer, fx som det evidensbaserede program Multisystemic Therapy, der har vist sig at reducere bl.a. kriminalitet.
Hvad angår utryghed kræver det indsigt i utryghedens årsager at kunne vælge en relevant tryghedsskabende indsats. Der kan være steder, hvor der er problemer med dårlige oversigtsforhold. Oversigtsforholdene har betydning, fordi indsigt og overblik tillader “beskyttende øjne” på kriminalitetsudsatte steder. Manglende vedligeholdelse har også betydning for oplevelsen af henholdsvis tryghed og utryghed. Endelig har beboernes oplevelse af egen sårbarhed betydning.
Det kan give afsæt for en tryghedsskabende indsats som fx at opsætte bedre belysning, beskære beplantning og fjerne affald og grafitti. Hvis en boligforening oplever, at mange af beboerne er utrygge ved at færdes i bestemte områder, fordi de er bange for at blive røvet eller overfaldet, kan en tryghedsvandring bruges til at finde de særligt utrygge steder og skabe en oplevelse af handlemuligheder.
Hvad angår skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse kan DKR tilslutte sig, at det er vigtigt, at kommunen får viden om børn og unge med behov for særlig støtte tidligst muligt, og at det er problematisk, hvis fagpersoner i misforstået hensyn til forældrene undlader at videregive viden om børn og unge.
Men der er ikke solide holdepunkter for den forebyggende virkning af at skærpe straf.
De udfordringer, der synes at eksistere med manglende underretning, burde efter Rådets opfattelse afdækkes ved en grundig undersøgelse af forholdene med henblik på at finde relevante midler til at skabe den forandring, som er det endelige mål med forslaget. Generelt kan DKR pege på uddannelse, forskning (udvikling af eksisterende viden om pædagogisk praksis), dialog og eventuelt kontrol.
For så vidt angår straf for forældre, der sender deres børn på udlandsrejser, der er sundhedsskadelige eller skadelige for børnenes udvikling, kan DKR tilslutte sig ønsket om at sikre omsorgen for herboende børn og ønsket om, at børnene vokser op og oplever sig selv, som en del af det danske samfund – at modvirke polarisering.
DKR er af den opfattelse, at andre tiltag, som retter sig mod at trække sådanne familier længere ind i det danske samfund ville være mere egnede til at dæmme op for den identificerede risiko. Ved anvendelsen af bestemmelsen må man være meget opmærksom på, at anvendelsen ikke får den modsatte virkning ved at øge børnenes oplevelse af, at de og deres familie står udenfor samfundet og har ringere rettigheder.
Den 14. september 2018
Med venlig hilsen
Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef