Det sker hver weekend, når de sidder til forfesten, når de går i byen eller er til fest på gymnasiet. Unge, der flirter og prøver at score. Men mange unge oplever også, at deres grænser overskrides. For hvordan siger man ja eller nej? Hvordan viser man sin interesse eller giver en omsorgsfuld afvisning? Og hvad hvis man snarere vil sige ’måske’ – eller nej til sex – men ja til at kysse og sove sammen? Det er ikke nødvendigvis let.
Undervisning i flirt og grænser
Derfor sætter Sex & Samfund og DKR seksuelle grænser og overgreb på skoleskemaet. Det sker med en ny række undervisningsmaterialer målrettet ungdomsuddannelserne samt 9. og 10. klasse. Materialerne har fokus på grænser, flirt, normer og forebyggelse af seksuelle grænseoverskridelser og overgreb blandt unge.
- Oplevelser med flirt og sex kan være grænseoverskridende, og de kan i værste fald ende i seksuelle overgreb. Derfor er det helt centralt, at vi sætter ind, før de unge gør deres første seksuelle erfaringer. Vi indledte indsatsen sidste år med kampagnen Tune Ind, som mange unge viste interesse for. Nu følger vi op med et undervisningsmateriale, hvor de unge får mulighed for at arbejde i dybden med disse temaer, så de kan lære, hvordan man bedst tuner ind på hinanden, siger sekretariatschef i DKR, Anna Karina Nickelsen.
Teenagere er mest udsat
Sidste år lancerede DKR undersøgelsen Seksuelle Krænkelser, der viser, at teenagere er i særlig risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. 13-19-årige udgør 40 % af alle dem, der har været udsat for tvungen sex eller forsøg herpå. Seksuelle overgreb sker desuden oftest mellem jævnaldrende unge, der kender i hinanden i forvejen, og sker typisk i hjemmet hos enten offer eller gerningsperson eller før, under eller efter fester og byture.