Udsatte boligområder

Selvom kriminaliteten i udsatte boligområder er faldet betydeligt i de senere år, er niveauet stadig højere end i andre boligområder. Det er ofte få personer, der står for langt størstedelen af kriminaliteten. De fleste beboere i udsatte boligområder føler sig trygge, men undersøgelser viser, at andelen af trygge beboere er mindre end i andre boligområder.

20 pct. af den danske befolkning bor i almene boligområder. Nogle almene boligområder betegnes som 'udsatte boligområder', fordi de er præget af en række sammenhængende problemer. Når man spørger beboerne, er de fleste glade for at bo i deres boligområde. 

I de udsatte boligområder bor der flere borgere i socialt og økonomisk udsatte situationer, og derfor kan områderne i højere grad end andre boligområder være belastet af kriminalitet og utryghedsskabende adfærd. Både høj kriminalitetshyppighed og lav grad af tryghed og trivsel hænger sammen med social udsathed.

De udsatte boligområder er typisk opført i 1960-1980 efter modernistiske principper, som giver nogle grundlæggende byplanmæssige problemer. Samtidig er 80’erne præget af en økonomisk krise, som rammer hele boligmarkedet, og den almene boligsektor får udlejningsproblemer, Der sker en koncentration af beboere med færre ressourcer, og den almene boligsektor går fra at levere kvalitetsboliger til alle, til i højere grad at sikre boliger til de svageste grupper i samfundet. Områderne præges på den måde af en række sammenhængende sociale, økonomiske og fysiske problemer og er dermed blevet til, hvad der betegnes som udsatte boligområder.

Boligområder fra 1960'erne er funktionelle i deres udformning, men kan være anonyme i deres udtryk. Økonomiske og bebyggelsesmæssige problemer kendetegner mange af områderne.

Stempling

Problematikken om udsatte boligområder handler ikke kun om de faktiske problemer, men også om, at områderne stemples som problematiske. Omtale som ‘ghettoer’, ‘parallelsamfund’, ‘huller i danmarkskortet’ og selv udtrykket ‘udsatte boligområder’ kan skabe en følelse hos beboerne af at stå udenfor samfundet, og det kan forstærke kriminel adfærd. Der er behov for at nuancere billedet af boligområderne og fokusere mere på områdernes ressourcer.

Beboerne i de udsatte boligområder

Beboerne i de udsatte boligområder har generelt færre socioøkonomiske ressourcer, herunder lavere uddannelsesniveau og indkomst, end den øvrige befolkning. Andelen af enlige og enlige forsørgere er større og andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund er også større i udsatte boligområder. I boligområderne oplever man ofte problemer med marginaliserede unge, kriminalitet, uro og utryghedsskabende adfærd.

Kriminalitet i de udsatte boligområder

Det er i sig selv en risikofaktor at vokse op i et belastet boligområde, og derfor er der en overrepræsentation af børn og unge fra udsatte boligområder, der risikerer at ende i kriminalitet.

Tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af sigtelser er cirka tre gange så højt i udsatte boligområder som på landsplan. Det høje kriminalitetsniveau skyldes i høj grad nogle få personer, der begår størstedelen af kriminaliteten i boligområderne. 

Kriminalitetsniveauet har lige som i resten af landet generelt været nedadgående de seneste år, og antallet af anmeldelser er faldet mere markant i de udsatte boligområder end i resten af landet. 

Blandt boligområderne på ghettolisten, er det omkring halvdelen, der opfylder kriminalitetskriteriet om, at andelen af dømte udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet (gennemsnit over de seneste 2 år). 

Et højt kriminalitetsniveau er ikke et gennemgående træk ved alle boligområder på ghettolisten, og samlet set udsættes relativt få beboere for kriminalitet i de såkaldte udsatte boligområder.

Tryghed i de udsatte boligområder

Langt de fleste beboere i udsatte boligområder føler sig grundlæggende trygge, især i områder med en boligsocial helhedsplan. I de udsatte boligområder føler syv ud af ti personer sig trygge, der hvor de bor. I den gennemsnitlige befolkning er det ni ud af ti personer, der føler sig trygge, der hvor de bor. Der er fortsat forskel, men udviklingen går den rigtige vej.

Årsagerne til utrygheden skyldes ofte unge, der hænger ud på gaden, chikane, vold, trusler og problemer med rocker/bandekriminalitet. Det sidste øger desuden risikoen for, at unge fra områderne rekrutteres.

Boligområdernes fysiske rammer

Der er en tydelig sammenhæng mellem det fysiske byggeri og kriminalitet og utryghed.

Byggerierne ligger isolerede fra de omkringliggende by- og boligområder, og det giver begrænset aktivitet i store dele af døgnet. Mange steder er udearealerne kedelige og anonyme og indbyder ikke til, at man bruger dem. Trafikken for biler, cykler og fodgængere er ofte adskilt, og alt i alt giver disse forhold en lav gennemstrømning af mennesker og grobund for kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

Mennesker skaber liv og tryghed, men hvis fællesarealerne er kedelige, så står de ofte tomme.
Egedalsvænge
Forskønnelse af udsatte boligområder kan skabe mere tryghed. Foto: BUILD

Forebyggelsesmuligheder - de fysiske rammer

Mange udsatte boligområder har brug for en modernisering og strukturelle ændringer. Ændret bygningsdesign og attraktive uderum kan også gøre områderne mere indbydende. De fysiske forbedringer og eventuelt nye private boliger kan desuden give områderne et bedre omdømme og tiltrække nye beboergrupper.

Områdernes isolation kan brydes ved at etablere andre funktioner som butikker, institutioner, kulturtilbud, og erhverv. Det øger antallet af mennesker på forskellige tidspunkter af døgnet. Isolationen kan også brydes ved en grundlæggende ændring af vej- og bebyggelsesstrukturen, så boligområdet integreres med den omkringliggende by. Den strukturelle integration øger flowet af mennesker gennem området.

Virkningsfulde indsatser

Familie og skole

Mange børn og unge i udsatte boligområder har vanskelige opvækstbetingelser, som fx forældres udsathed og erfaring med kriminalitet, dårlig økonomi i familien, misbrug og psykisk sygdom.

Disse opvækstvilkår er mere udbredt blandt småbørnsfamilier i udsatte boligområder end i befolkningen generelt, og det giver en øget kriminalitetsrisiko.

Børn og unges succes i skole- og uddannelsessystemet er afgørende for, hvordan de klarer sig senere hen. Højt fravær i skolen, lav trivsel, mange skoleskift og manglende uddannelse er blandt risikofaktorer for kriminalitet. 

Forebyggelsesmuligheder - familie, skole og fritid

Når børn og unge fra udsatte boligområder har vanskelige opvækstvilkår og ringere tilknytning til skole, uddannelse og arbejde, skal forebyggelsen både fokusere på at styrke forældrenes evne til at være gode rollemodeller, øge den faglige og sociale trivsel i skolen og styrke de unges muligheder i forhold til arbejdsmarkedet.

Virkningsfulde indsatser

Bander i boligområderne

Unge mænd, der vokser op i udsatte boligområder, er i særlig risiko for at blive tiltrukket af bandegrupperinger – især hvis der i forvejen eksisterer bander i lokalområdet, og hvis der også er bandehistorik i familien.

Udsatte børn og unge tiltrækkes mange gange af bandemiljøer, fordi banderne kan give et fællesskab og øget social status.

Forhold, som øger børn og unges risiko for kriminalitet og rekruttering til bander er bl.a.: 

  • Opvækst i områder med volds- og narkorelateret kriminalitet og relationer til kriminelle
  • Venner med højt alkoholforbrug, som er taget af politiet
  • Lokalområder, der opfattes som utrygge uden fritidsmuligheder
  • Færden ude sen aften og nat med venner, som har erfaring med kriminalitet og ulovlige rusmidler
  • Forældre, som har ringe opsyn eller kendskab til deres børns færden.

Forebyggelsesmuligheder - rekruttering til bander

Boligområder, der er præget af fattigdom, arbejdsløshed, salg af stoffer, stor udskiftning af beboere og ringe sammenhold, øger risikoen for kriminalitet. I områder, hvor der ikke er en fælles ansvarsfølelse og positiv social kontrol, kan kriminelle grupper og bander lettere opstå, og der er risiko for, at andre børn og unge bliver tiltrukket af de ødelæggende fællesskaber.

Indsatser der styrker de sociale relationer og fællesskabet blandt beboerne, kan føre til gensidig tillid, gode fælles normer og handlingskompetence.

I alle borgergrupper er der ressourcer – også i de udsatte boligområder. Det er centralt at få mobiliseret de ressourcer, der er til stede, og involvere de frivillige i det boligsociale arbejde.

Virksomme indsatser

Beboere i lokalsamfundet kan bidrage til at modstå lokal bandekultur ved at mobilisere fællesskabet og udøve positiv social kontrol. Der skal være en tydelig moralsk stillingtagen imod bandedannelser. Børn og unge skal inddrages i positive fællesskaber, som styrker deres sociale færdigheder og giver dem støtte fra stabile og engagerede voksne.

  • Mentorindsatser og forældregrupper kan støtte de unge og varetage den sociale kontrol med de unge i området
  • Boligsociale indsatser kan spille en betydningsfuld rolle i at styrke civilsamfundet ved at igangsætte og understøtte lokale aktiviteter
  • Borgermøder kan understøtte stærkt fællesskab og sociale netværk i boligområder
  • Indsatser, der arbejder med naboskab, kan generelt bidrage til, at beboernes tilhørsforhold og ressourcer udvikles positivt i forhold til boligområdet.

SUB, helhedsplaner og ghettoer

Myndigheder, der arbejder med udsatte boligområder, definerer områderne forskelligt.  

SUB
Rigspolitiet udarbejder årligt en liste over særlige udsatte boligområder (SUB-områder). Områderne udpeges på baggrund af det lokale trusselsbillede med bl.a. kriminalitet, tryghedsmålinger og kvalitative områdebeskrivelser.

Boligsociale helhedsplaner
Landsbyggefonden tildeler, på baggrund af beboersammensætningen og en vurdering af områdets problemstillinger, midler til en boligsocial helhedsplan i almene boligområder.
En oversigt over helhedsplanerne findes på det boligsociale Danmarkskort

Ghettoliste
Transport- og boligministeriet udgiver hvert år en 'ghettoliste'. Listen er dannet på baggrund af en række statistiske karakteristika om beboerne (etnicitet, tilknytning til arbejde/uddannelse, uddannelsesniveau, kriminalitet, gennemsnitlig bruttoindkomst).

  • Et ghettoområde defineres som et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to ud af fire kriterier vedr. tilknytning til arbejdsmarked/uddannelse, kriminalitet, uddannelsesniveau og gennemsnitlig bruttoindkomst er opfyldt
  • Boligområder, der har været på ghettolisten i fem år, defineres i lovgivningen som et hårdt ghettoområde.

Kilder

Rigspolitiet, 2019: National strategi for politiets indsats i de særligt udsatte boligområder

Bech-Danielsen C. & G. Christensen, 2017: Boligområder i bevægelse. Landsbyggefonden

Christensen, G. et. al., 2019: Boligsociale indsatsers bidrag til at forebygge kriminalitet i udsatte boligområder. VIVE

Christensen, G. et. al., 2019: Tryghed og trivsel i udsatte boligområder. VIVE 

Kjeldsen, L. & N. Avlund, 2016: Trygheden i danske byområder 3. CFBU

Danske Kommuner, maj 2018

Christensen, G. et al., 2018: Boligsociale indsatser til småbørnsfamilier i udsatte boligområder. VIVE.  

Rotger & Galster, 2017: Neighborhood effects on youth crime. SFI 

Lindstad, M. L., 2012: Undersøgelse af rockere og bandemedlemmers opvækstforhold. Justitsministeriets Forskningskontor

Klement, C. et al., 2010: Rockere, bander og risikofaktorer. Justitsministeriets Forskningskontor

Olsen, R. F. et al., 2016: På vej mod ungdomskriminalitet. Hvilke faktorer gør en forskel? SFI 

Pedersen, M. L. & J. M. Lindstad, 2011: Første led i fødekæden? Justitsministeriets Forskningskontor

CFBU 

Politiets tryghedsundersøgelse

Kriminalitet

Selvom kriminaliteten er faldet betydeligt de seneste år, er der fortsat mere kriminalitet i de udsatte boligområder end i resten af landet.  

Der er ikke en enkelt årsag til problemerne, men det er et samspil af sociale, økonomiske og bebyggelsesmæssige problemer.

Hvorfor bliver nogle børn og unge kriminelle og andre ikke? Vores omgivelser har betydning for risikoen

Materialer

Ingrid Soldal Eriksen
Analytiker
Hans Peter de Place
Udviklingskonsulent