Tilbagerulning af pebersprayordningen

Høringssvar - Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer m.v.

Ved en mail af den 21. oktober 2020 har Justitsministeriet anmodet Det Kriminalpræventive Råd om eventuelle bemærkninger.

I den anledning skal DKR udtale, at vores mission er at skabe tryghed ved at oplyse om og forebygge kriminalitet.

DKR ser positivt på en tilbagerulning af pebersprayordningen, og vi deler regeringens opfattelse af, at det ikke skaber tryghed i samfundet, at den enkelte borger har mulighed for at bevæbne sig.

Der står i indledningen til lovforslaget, at man fortsat vil meddele ”særligt udsatte personer” tilladelse til at erhverve, besidde og bære peberspray i det offentlige rum. Dertil vil man ”justere våbenbekendtgørelsen og våbencirkulæret, således at der i højere grad end i dag åbnes for, at særligt udsatte personer kan opnå tilladelse fra politiet til at bære en peberspray i det offentlige rum, hvis vedkommende har et særligt behov herfor”.

Der kan være grunde til, at man tænker, at det kan være en god idé for en meget veldefineret, lille gruppe at bære peberspray. Men under de omstændigheder vil DKR foreslå, at man evaluerer fordele og ulemper ved en sådan ordning efter 2-3 år.

Den 17. november 2020

Med venlig hilsen


Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef

Anna Karina Nickelsen

Sekretariatschef