Konkurrence

Har du Europas bedste kriminalpræventive projekt?

01-07-2025

Har du – eller kender du til – et projekt, der arbejder med forebyggelse af online svindel målrettet borgere? Så vær med til at sprede den gode praksis og deltag i konkurrencen om at blive Europas bedste kriminalpræventive projekt.

Igen i år uddeler EU’s kriminalpræventive netværk (EUCPN) prisen The European Crime Prevention Award (ECPA).  

Temaet for 2025 er: Forebyggelse af online svindel rettet mod borgere.  

Online svindel er et hastigt voksende og komplekst kriminalitetsområde, der ifølge Europol udvider og styrker den organiserede kriminalitet i Europa. Svindlen rammer både privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner og kan have alvorlige økonomiske og psykiske konsekvenser for ofrene.  

Formålet med ECPA-prisen 2025 er at finde og dele de bedste metoder i Europa, der effektivt forebygger organiseret online svindel rettet mod borgere, som f.eks. kontaktbedragerier, investeringssvindel mv. Projekterne kan være alt fra teknologiske eller adfærdsmæssige initiativer, offentlig-private partnerskaber, internationalt samarbejde, træning og værktøjer til politiet, til samfundsbaserede strategier eller lokalt forankrede initiativer.  

Projekterne til ECPA 2025 skal bidrage til at beskytte borgerne mod svindel – men inden for temaet ligger også indsatser, der svækker de kriminelle netværks aktiviteter, f.eks. ved at forhindre rekruttering af unge som muldyr eller ved at modarbejde online markedspladser, hvor svindelværktøjer og stjålne persondata udbydes.  

Mere information om ECPA og dette års tema kan findes hos EUCPN. 

Prisoverrækkelsen  

Prisoverrækkelsen foregår ved en konference i København den 27-28. november 2025, hvor repræsentanter fra det indstillede projekt præsenterer deres projekt.  

Danmark kan indstille ét projekt til prisen, og Det Kriminalpræventive Råd bestemmer, hvilket projekt der skal indstilles

Om prisen

The European Crime Prevention Award (ECPA) 

Formålet med ECPA er at belønne initiativer, der vurderes lovende eller har påvist en positiv effekt. Både myndigheder, virksomheder og andre organisationer kan deltage.  

Det Kriminalpræventive Råd vil gerne opfordre store som små, såvel som nationale som lokale projekter, til at sende en ansøgning via det vedhæftede ansøgningsskema. Alle projekter inden for temaet kan komme i betragtning.  

Det vindende ECPA-projekt modtager en pris på 10.000 euro (ca. 75.000 DKK), mens 2. og 3. pladsen modtager en pris på 5.000 euro (ca. 37.000 DKK). 

Danmark har flere gange vundet i konkurrencen – enten 1., 2. og 3. plads. 

Danmark har tidligere vundet i ECPA-konkurrencen 

2002 
1. præmien med Copenhagen: crime prevention and integration in the borough of inner Nørrebro (se side 16) 

2006 
1. præmien med The Ringsted experiment (se side 20) 

2012 
1. præmien med Your policeofficer 

2014 
1. præmien med Hopenow - empowering trafficked people 

2017 
2. præmien med Denmark: the danes' digital self-defence 

2019 
3. præmien med Netstof.dk 

2022 
3. præmien med Systematic Forensic Medical Screening of Children in Cases of Suspected Physical Violence

2024
3. præmien med Primus Motor

Flemming Wridt Jensen
Flemming Wridt Jensen
Videnskonsulent

Ansøgningsskema

Download ansøgningsskemaet via dette link 

Ansøgningen skal være på engelsk. Det Kriminalpræventive Råd skal senest modtage ansøgningen den 12. september 2025 på e-mail dkr@dkr.dk, mærket 'ECPA 2025'.