De mørke måneder kalder på hygge og indendørs aktiviteter, men det er også højsæson for indbrud, fordi indbrudstyvene nemmere kan skjule sig, og mange huse er alene hjemme. Derfor er det vigtigt at klæde sig godt på, så man kan være synlig i nabolaget og holde øje med hinandens hjem
Det værste, der kan ske for en tyv, er at blive opdaget. Derfor er det mest effektive våben mod indbrudstyvene at være synlig på vejen. Man kan fx aftale med naboerne, at man skiftes til at gå nogle runder om aftenen og samtidig gøre det til en hyggelig tur sammen. Derudover skal man fortælle sine naboer, når man er væk, så de kan holde ekstra øje med huset, siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.
Man kan bruge Nabohjælps app til at aftale feriehjælp med en eller flere betroede naboer. Så får de automatisk påmindelser om, at de skal holde øje med huset, og det kan have afgørende betydning - effektiv Nabohjælp er nemlig med til at forebygge op mod hvert 4. indbrud.
Hold fast i naboaktiviteterne, også i den mørke tid
For at indbrudsforebyggelsen er effektiv er det afgørende, at man gør mere end blot at sætte et klistermærke på døren og et Nabohjælp-skilt op på vejen. Nabohjælp kræver en aktiv indsats, hvor man taler sammen og samarbejder om indbrudsforebyggelse i nabolaget.
Derfor er det vigtigt at holde fast i sine naborelationer og det gode nabosamarbejde, selvom den mørke tid og kulden ikke umiddelbart indbyder til at mødes i nabolaget.
- Der er mange ting, man stadig kan lave med sine naboer på denne årstid, fx at invitere naboerne til fælles julehygge. Jeg oplever, at det bliver nemmere at samarbejde om fx feriehjælp, når man prioriterer sociale aktiviteter med naboerne. Og så står man helt sikkert stærkere, den dag indbrudsbølgen rammer, siger Sara Lindholm, Naboven i Kullerup ved Ørbæk.
Nabohjælps-ambassadører styrker det lokale naboskab
Sara Lindholm er én af de knap 1.000 ambassadører, de såkaldte Nabovenner, som siden 2021 har gjort en stor indsats for at udbrede Nabohjælpen rundt omkring i de danske nabolag.
Udover at koordinere indsatsen i forhold til indbrudsforebyggelsen, er en meget vigtig del af deres rolle netop at styrke naboskabet der, hvor de bor.
- Nabovennerne har meldt sig til at gå forrest og aktivere nabohjælpen lokalt ved at sprede gode råd om indbrudsforebyggelse i deres nabolag og få naboerne til at samarbejde. Det er vigtigt for både samarbejdet og trygheden at have gode relationer. Derfor arbejder Nabovennerne for, at naboerne lærer hinanden bedre at kende. Det gør de rigtig godt – de tager fx initiativ til fælles julehygge og fredagsbarer i deres nabolag - og vi er taknemmelige for deres store indsats, siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.