Dialog nedbryder fordomme og mindsker risikoadfærd
Brøndby Stadion danner ramme om den tilbagevendende turnering, hvor politiet udfordrer områdets børn og unge i fodbold, og de unge får lov til at kigge på politiets biler og motorcykler. Projektet vinder prisen, da det sportslige samvær skaber en god dialog mellem unge og politi, og det er en fordel i politiets arbejde med at reducere risikoadfærd blandt de unge.
- Det gælder om at have et godt forhold til de unge og give dem et alternativ til kriminalitet. Det er det lange seje træk, der virker, siger Kim Christiansen, politidirektør ved Københavns Vestegns Politi, der stolt modtog prisen sammen med forebygger Mads Clausen fra projektet:
- Vi er sindssygt stolte over prisen. vi kan mærke på de unge på skolerne, i ungdomsklubberne og på gaden, at forståelsen for politiets arbejde er vokset, sagde Mads Clausen.
Udover Vestegnens politi har Hovedstadens Beredskab, Brøndby IF, SSP og medarbejdere fra Rødovre, Hvidovre og Brøndby Kommuner været med til at stable cuppen på benene. I 2023 afholdes turneringen for tredje gang.
Tre projekter var nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2022. Udover Vestegnens Politi Cup var ‘Isbjørn’ og ‘Det er bedst når alle er med’ indstillet til prisen.