Af Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd
Diskussionen om utryghed har længe fyldt meget i samfundsdebatten, og politiske forslag om hårdere straffe og retspolitiske stramninger begrundes jævnligt med hensynet til borgernes tryghed. Bandeskyderier, sprængninger rettet mod offentlige bygninger og frygten for terror er bare tre eksempler, der – med rette – har givet anledning til debat om utryghed. Men er debatten løbet af sporet? Vi ved nemlig, at den enkeltes reelle risiko for at blive udsat for alvorlig kriminalitet er ekstremt lav.
TrygFondens netop offentliggjorte tryghedsmåling understreger paradokset. Andelen af utrygge er steget markant fra 8,5 procent i 2005 til 19,9 pct. i 2019, selvom kriminaliteten generelt er faldende. Et konkret eksempel på udfordringen: Selvom antallet af indbrud er styrtdykket fra over 48.000 i 2009 til det halve i 2019, er bekymringen for indbrud fortsat tårnhøj, selvom den er faldet under corona-nedlukningen. I 2019 var hver fjerde dansker bekymret for indbrud. For et årti siden, var det kun hver tiende. Målingen viser også, at frygten for overfald, vold og seksuelle overgreb er steget de seneste år, og hver femte frygter terror.
Pointen er, at selvom den reelle risiko for at blive udsat for kriminalitet er lav eller faldende, kan man godt føle sig utryg. Vi ser også jævnligt eksempler på, at politiske forslag begrundes med, at danskerne skal kunne føle sig trygge. Spørgsmålet er bare, om eksempelvis øget overvågning, flere efterforskningsredskaber til politiet og skærpede straffe kan stå alene i denne indsats.
I Det Kriminalpræventive Råd mener vi, at forebyggelsen skal langt mere i spil. Vi ved, at forebyggelse tæt på borgerne både kan øge trygheden og mindske kriminaliteten. Reaktive tiltag og ’her-og-nu-løsninger’ på den meget alvorlige kriminalitet, vi har set udspille sig i det offentlige rum de seneste år har – naturligt nok – haft politisk førsteprioritet. Den komplekse udfordring med tryghed kræver imidlertid, at den langsigtede og tidlige forebyggelse prioriteres højere.
Den gode nyhed er, at utrygheden kan afhjælpes. I udsatte boligområder kan man arbejde med fysiske forandringer, fx bedre belysning på stier og gader. Derudover ved vi, at koordinerede indsatser mellem kommune, politi, SSP og boligselskaber kan styrke trygheden i et område. Kigger man mod fx Nørrebro og Vesterbro, er utrygheden faldet ifølge Københavns Kommunes tryghedsmåling. Den øgede tryghed skyldes, at blandt andet, at kommune, politi og boligselskaber har haft fokus på dialog med unge, når der er optræk til uro, og ved grønne områder og pladser har man skabt bedre belysning og fartdæmpende foranstaltninger.
Og så må vi ikke glemme, at vi alle sammen kan gøre noget for at skabe tryghed i vores lokalområde. Stærke borgerinitiativer som Natteravnene, samarbejde på tværs af borgere og myndigheder samt tryghedsvandringer, hvor beboere går en tur i lokalområdet og finder løsninger på utrygheden, har vist, at danskerne også er villige til at påtage sig et ansvar og selv ruste sig mod kriminalitet og utryghed.
Indlægget har været bragt i Jyllands Posten den 30.7.2020.