Tredjeplads til Danmark

13-12-2019

Den danske indsats Netstof.dk kom på podiet, da de bedste europæiske kriminalpræventive projekter blev præmieret i Finland i går. Netstof.dk fik en tredjeplads, mens Sverige løb med sejren.

ECPA 2019

Hjælp til unge online

Netstof.dk er en hjemmeside, som drives af Rusmiddelcenter Slagelse og Center for Digital Pædagogik, hvor unge kan få viden og rådgivning om stoffer. På Netstof.dk kan de unge bladre i et online leksikon og helt anonymt skrive til sidens brevkasser, hvor de kan få hjælp og råd hos en psykolog, læge og rusmiddelekspert, som sidder klar til at svare. Siden har også en ung-til-ung-chat, hvor unge kan lufte bekymringer og søge hjælp hos andre unge med lignende erfaringer.

Netstof.dk blev præmieret for deres potentiale til at nå ud til en målgruppe, der traditionelt er svær at komme i kontakt med. Ved at gøre rådgivningen digital, imødekommer indsatsen de unges behov for at kunne søge sparring og hjælp om stoffer inden for kort tid.      

Sverige på førstepladsen

Det svenske projekt ‘Sofielund’ løb med sejren for en indsats, der samler de vigtigste interessenter i et samarbejde om at løse unges misbrugsproblemer lokalt.

Tyskland kom på andenpladsen med projektet ’Bengalo’.

ECPA, European Crime Prevention Award, er EUCPNs, det europæiske kriminalpræventive samarbejdes, årlige prisoverrækkelse.