Gode intentioner kan blive kvalt i indpakningen

01-03-2018

Regeringen har i dag fremsat et udspil, som skal udrydde ghettoer inden 2030. DKR har set nærmere på udspillet med udgangspunkt i spørgsmålet: Forebygger det?

Vi ved, at sociale indsatser, SSP-arbejde og mere politi kan have en præventiv effekt, hvorimod hårdere straffe ikke virker præventivt. Udspillet rummer gode intentioner især på børneområdet, men retorikken og dele af metoden er hård og marginaliserende. Derfor risikerer de gode intentioner i udspillet at gå tabt. Vores konklusion er, at der er brug for et større fokus på de opbyggende indsatser.

Straf og sanktioner kan ikke stå alene

Overordnet rører udspillet ved nogle grundlæggende principper, hvilket ikke kan undgå at påvirke retssikkerheden for den enkelte borger og befolkningens retsfølelse generelt.

Strafzoner, afstraffelse af forældre, økonomiske sanktioner og fængselsstraf til kommunale fagpersoner, der ikke lever op til krav om indberetninger osv. Retorikken er meget tydelig. Men straf alene løser ikke problemet. Når vi taler om straf, er vi nødt til at forholde os til de mulige negative effekter. Og udspillet rummer en del faldgruber, når det gælder negativ effekt.

Strafzoner

Forslaget medfører også en hidtil uset ordning ved at lade politiet afgøre hvor og hvornår, der kan indføres skærpede strafferammer i et bestemt geografisk område. Det kan blive en interessant udvikling, hvis man går efter at fordoble straffen for områders mest udbredte kriminalitet. Skal den samme forbrydelse straffes forskelligt alt efter hvor den begås? Kan det medføre, at fx vold straffes hårdere end voldtægt, alene fordi volden blev begået på modsatte side af gaden?

Vi ved fra regeringens egen ghettoliste, at kriminaliteten i de udsatte boligområder er faldet. Skal man den sidste kriminalitet til livs, må man først og fremmest håndtere de bagvedliggende problemer og bruge ressourcer på helt at undgå, kriminalitet opstår. Der skal fokuseres på en tidlig indsats startende med de mindste børn og deres forældre.

Tidlig indsats er vejen frem

Netop på børneområdet ser vi det mest konstruktive element i Regeringens udspil. Her er de gode intentioner tydelige og der er et reelt potentiale, fordi der tales om tidlig indsats. 

DKR er fx enig i, at sproget er vigtig for succesfuld integration.

Målet bør til enhver tid være at inkludere frem for at ekskludere, og her kan daginstitutionerne være en oplagt ramme. Men de bedste resultater opnås ikke ved tvang og sanktioner. Udspillet glemmer den opbyggende støtte til forældrene.

Pålæg og trusler om økonomiske sanktioner kan virke marginaliserende, og i værste fald nedbryde en tillidsfuld samarbejdsrelation mellem familie og kommune. De tiltag, der iværksættes bør derfor altid balancere behovet for sanktion og kontrol. Effekten og resultaterne kommer, når indsatsen bygger på støtte og inddragelse, som virker opbyggende og skaber ejerskab frem for at sanktioner og frygt, der skaber modstand.

DKR er ikke enig i, at fagpersoner skal i fængsel eller at forældrene skal straffes økonomisk. I stedet skal vi styrke dem. Fagpersonerne skal styrkes med uddannelse og indsigt, og forældrene skal styrkes og uddannes i forældrerollen.

Det nævnes i udspillet, at forældreansvaret skal styrkes, og at forældrene skal tage ansvar for at opdrage deres børn. Det er som nævnt positivt, at der er fokus på forældrene, men der mangler et fokus på, hvordan vi kan styrke dem i forældrerollen. Vi ved fra forskningen, at en anerkendende opdragelsesstil er en beskyttende faktor ift. kriminalitet, hvorimod en hård opdragelse eller en opdragelse uden klar grænsesætning er en risikofaktor for kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at der igangsættes forældreindsatser, der har fokus på at hjælpe forældre med at styrke dem i deres rolle som forældre, såsom forældretræningsprogrammer, familieterapi, forældrenetværksgrupper eller familierådslagning.

Det er positivt, at der er fokus på fravær i skolerne, men der mangler fokus på, hvordan vi forebygger fravær. Der mangler eksempelvis fokus på, hvordan vi styrker og hjælper skolerne i de udsatte områder, og ikke mindst trivslen på de enkelte skoler, da kriminalitetsrisikoen er størst for de børn, der ikke trives i skolen. Det drejer sig bl.a. om at styrke det sociale klima i skolerne, f.eks. ved at styrke de normer, værdier og traditioner, der er på skolerne samt muligheden for at kunne iværksætte konfliktmægling og forebyggelse af mobning.

Kriminelle ud af udsatte boligområder

Det samme fokus på straf og sanktioner gør sig gældende i forhold til at forandre beboersammensætningen i de udsatte boligområder. Udspillet lægger størst vægt på, hvordan det bliver muligt at udsmide og tvangsflytte beboere samt forhindre specifikke befolkningsgrupper i at flytte ind.

Udspillet svarer ikke på, hvad der skal ske med de familier, som skal forlade de udsatte boligområder, og hvad der skal hindre at udsatheden og marginaliseringen følger med. Et konkret eksempel på dette er forslaget om, at en familie kan nægtes adgang til at leje eller smides ud af en bolig, hvis en enkelt person i husstanden har begået kriminalitet. Det betyder, at man f.eks. straffer søskende og mindsker deres muligheder for at fortsætte en velfungerende tilværelse. Uanset hvad man gør og hvordan det gøres ift. at afvikle parallelsamfund og hermed ghettoer, foregår der en segregering i vores samfund, og således også af vores boligområder. Der er flere løse ender i forhold til genhusning, bl.a. at der kan være tale om meget store familier med 5-6 børn, og her er der langt mellem passende boliger. Endelig er der spørgsmålet om geografi – hvor langt væk må beboerne genhuses? Der er en risiko for ”problem-eksport” til provinsen, idet de store byer ikke har ledig boligmasse.

Mere politi

Udspillet har fokus på at øge trygheden, og DKR er enig i at tilførslen af mere politi i udsatte boligområder kan være en god idé, hvis ressourcerne bliver brugt til opbyggende arbejde og til at danne relationer til dem der bor der. Her giver Regeringen tre gode og konkrete forslag med mere politi, strategisk indsats mod utryghedsskabende adfærd og en national strategi for at øge trygheden.

Som nævnt ovenfor, ved vi fra regeringens egen ghettoliste, at kriminaliteten i de udsatte boligområder er faldet. Omvendt viser den seneste tryghedsmåling, at trygheden i de såkaldte særlig udsatte boligområder er faldet mellem 2016 til 2017.

Tryghedsmålingen er gennemført samtidig med, at bandekonflikten toppede i 2017, hvilket har betydet, at der i tryghedsundersøgelsens interviewperiode har været 49 banderelaterede skudepisoder i Danmark – heraf kan 18 (36,7 procent) af skudepisoderne henføres til seks af de særligt udsatte boligområder. Ifølge rapporten har alle 18 skudepisoder i de særligt udsatte boligområder været omtalt i medierne, mens 48 ud af de 49 skudepisoder i interviewperioden har været omtalt i medierne. Ifølge rapporten er det ikke muligt at analysere indvirkningen af skudepisoderne på tryghedsmålingen, men det er værd at bemærke når man læser resultaterne.

Forebygger det?

Udspillets sigte om at skabe diversitet og øget tryghed i udsatte boligområder er grundlæggende værd at anerkende. Men de metoder, som man vil anvende, er ikke alle i overensstemmelse med det vi ved om forebyggelse, der virker. Sanktionerne må ikke stå alene, og de må ikke virke kontraproduktive i forhold til opbygningen og støtten, som skal til for at skabe varige forandringer for beboerne i de udsatte boligområder.