De sidste ti år er antallet af mistanker og sigtelser mod 10- til 17-årige mere end halveret. Alligevel er der god mening i at sikre sig, at indsatsen mod de mest kriminelle unge bliver endnu mere effektiv. For selv om den såkaldt hårde kerne — de mest kriminelle unge — er lille, kan vi ikke se bort fra, at de begår omfattende, alvorlig kriminalitet. Med regeringens udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet kan vi for alvor tage fat på arbejdet.
Med 15 nye tiltag lægger udspillet op til at stramme grebet om børn og unge, der begår kriminalitet. Med en ny ’ungelavalder’ skal børn helt ned til 12 år mærke konsekvensen af kriminelle handlinger. Regeringen ønsker øget brug af unge- og forældrepålæg, hvor familier kan trækkes i børne- og ungeydelse og boligstøtte.
Og man åbner op for øget magtanvendelse på sikrede institutioner, hvor de, der ikke samarbejder, skal mødes med overvågning, kontrol og fysisk magt. Det er desværre tiltag med overhængende risiko for at stigmatisere børn, unge og deres familier og skabe endnu længere afstand mellem dem og resten af samfundet. Og prisen kan — stik mod intentionen — blive endnu flere unge, som begår meget eller alvorlig kriminalitet.
Kræver rigtig implementering
Udspillet åbner imidlertid også op for et system med muligheder for langt større kriminalpræventiv effekt end det strafferetslige system, vi kender i dag.
Her skal særligt fremhæves ønsket om at etablere et nævn, hvor offer og gerningsmand møder hinanden. I nævnet kan gerningsmanden tage ansvar for sin kriminelle handling over for offeret, og der kan fastsættes konsekvenser, som parterne finder passende. Samtidig kan relevante fagfolk, pårørende og ressourcepersoner indgå i arbejdet med at ændre den unges kurs. I nævnsprocessen kan således fastlægges en skræddersyet reaktion, der på den ene side er så konsekvent som mulig, men samtidig opleves forståelig og relevant for den enkelte unge. Erfaringerne med metoden er win-win; ofrene er mere tilfredse og oplever mere retfærdighed end forløb i det traditionelle strafferetlige system, og samtidig falder færre unge tilbage i kriminalitet, hvorved man begrænser risikoen for at flere bliver ofre for kriminalitet.
Men det forudsætter, at vi implementerer de gode intentioner på den rigtige måde. Skal vi forebygge, at unge vender det store fællesskab ryggen og ender i den hårde kerne af kriminelle, bør det videre arbejde med reformen derfor navigere efter to centrale pejlemærker: Samfundet bør i videst mulig udstrækning håndtere kriminelle unge med reaktionsmulighederne i det sociale system under forvaltningsretlig retssikkerhed, og samfundet skal sikre, at valg af reaktioner skræddersys til den enkelte unge.
Udnyt reaktionsmulighederne i det sociale system
Regeringen vurderer, at cirka 700 unge i dag indgår i fødekæden til den hårde kerne af kriminelle ved at have begået eller være mistænkt for personfarlig kriminalitet. Denne gruppe unge skal i langt højere grad end i dag mærke konsekvente reaktioner og stilles til ansvar for deres handlinger. For nogle få af de mest kriminelle unge, som slet ikke vil samarbejde, vil der skulle særlige tiltag til for at skabe forudsætningerne for at indlede den kursændring, som er målet.
Forskningen viser nemlig klart, at børn og unge, der føres gennem det traditionelle retssystem i en ung alder, har en tendens til at blive fastholdt i kriminalitet. De håndteres derfor bedst inden for det sociale system, hvor man kan anlægge et helhedsorienteret syn på den enkelte unge og hans eller hendes forudsætninger for at bryde en negativ spiral. Og på den måde bedst tilgodese balancen mellem, at den unge oplever reel konsekvens og forebyggelse af ny kriminalitet.
Behovet for meget tydelig konsekvens over for en lille gruppe af meget kriminelle må imidlertid ikke svække effekten af indsatserne over for den store gruppe, der har trådt ved siden af, men som med indsatser og reaktioner inden for sociallovgivningens rammer stadig kan nås og hjælpes tilbage på sporet til en hverdag uden kriminalitet.
Skræddersyet konsekvens
Samtidig er det altafgørende for effekten af reformens indsatser, at ethvert forløb bliver skræddersyet til den unge. Der er vidt forskellige grunde til, at børn og unge begår kriminalitet, de har vidt forskellige forudsætninger for at ændre den kriminelle adfærd, og de har derfor behov for forskellige løsninger. ’One size fits all’-løsninger har det med at ramme ved siden af, og indsatserne bør derfor altid hvile på individuelle vurderinger og skræddersyes til den enkelte unge.
I det nye nævn skal der derfor afsættes tilstrækkelig tid og ressourcer til grundig forberedelse og involvering af de rette aktører. Herunder en børnesagkyndig psykolog, pårørende og øvrige ressourcepersoner. Og det kræver solid udvikling af fagfolkenes kompetencer – dommere, politi, mæglere og koordinatorer – at gennemføre en genoprettende proces med udgangspunkt i den unges ressourcer.
Med reformen har vi en unik mulighed for at skabe et nyt system, der sikrer balancen mellem de mange hensyn i håndtering af unge kriminelle – et system, der med hurtig og skræddersyet konsekvens øger retsfølelsen, sikrer, at retfærdigheden sker fyldest, og samtidig forhindrer, at børn og unge bliver fastholdt i kriminalitet. Men det forudsætter, at regeringen fremmer de positive elementer i udspillet med fokus på skræddersyet konsekvens inden for det sociale system.
Debatindlægget er bragt i Altinget den 15. januar 2018.