Straf er ikke den rigtige vej at gå, hvis man vil komme kriminalitet blandt børn og unge til livs. Regeringens nye ungdomskriminalitetsnævn skal derfor have en opdragende effekt, mener formand Henrik Dam fra DKR.
Nervepirrende stoleleg
Vi står ved en skillevej, der kan få alvorlige konsekvenser for en lang række børn, en lang række potentielle ofre og hele samfundet. Regeringen har med sit forslag om et ungdomskriminalitetsnævn placeret sig mellem to stole – det sociale system og det retslige. Det er en nervepirrende stoleleg, hvor vi endnu ikke ved, hvilken stol de sætter sig på. Vi har tillid til, at de sætter sig på den rigtige.
Skal børn fremover trækkes igennem et system, hvor de bliver straffet for deres handlinger? Eller skal de opdrages og lære, hvad der er rigtigt og forkert i et socialt system, hvor de skal se deres offer i øjnene og lære om konsekvenserne af deres handlinger? Vi mener uden tvivl, at man bør vælge sidstnævnte løsning.
Straf er ikke den rette vej
Det er paradoksalt, at det ikke er denne debat, der fylder mest i øjeblikket. Flere eksperter har derimod råbt vagt i gevær i forhold til børnenes retssikkerhed, fordi regeringen vil køre børnene igennem, hvad der ifølge dem mest af alt ligner en ungdomsdomstol.
I Det Kriminalpræventive Råd mener vi, at retssikkerhed er en grundlæggende del af vores samfund, uanset om en afgørelse træffes af en forvaltning, eller der afsiges dom ved en domstol. Hvis konsekvens skal være lig med straf, kan det kun ske ved en domstol.
Vi mener imidlertid ikke, at straf er den rigtige vej — og retssikkerheden i forbindelse med sociale reaktioner krænkes ikke af, at de er forvaltningsretlige afgørelser.
Al international forskning tyder på, at når man behandler børn ved domstolene, fastholder man dem i kriminalitet, fordi man stempler dem som kriminelle. Ny dansk forskning har desuden påvist, at den tidligere sænkelse af den kriminelle lavalder ikke gav mindre kriminalitet – tværtimod. 14-årige, som blev straffet, da den kriminelle lavalder var sænket til 14 år, var mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet, end før lavalderen blev sænket.
De unge bør lære af deres handlinger
For at ungdomsnævnet får en opdragende effekt, er det vigtigt, at det indeholder genoprettende praksis. Det har man indført med stor succes ved såkaldte stormøder i Norge, hvor man sikrer mægling mellem gerningsmand og offer og fastlægger en skræddersyet indsats for den unge gerningsmand. Det er en konstruktiv måde for både offer og gerningsmand, og det giver samtidig den konsekvens, som regeringen er fortaler for.
En genoprettende proces kræver, at man udpeger en professionel mægler til at lede processen, og som kan mødes med de to parter forud for mødet og senere sikre en gensidig aftale. Derudover er det nødvendigt, at man inddrager relevante fagpersoner, blandt andre en børnesagkyndig psykolog og en repræsentant fra den ansvarlige kommune, pårørende og øvrige ressourcepersoner.
For at opnå en genopretning frem for gengældelse bør reaktionen i nævnet skræddersys efter den enkelte unges situation og ressourcer. Hvis man på forhånd laver en vifte af mulige reaktioner, risikerer man, at den unge ikke tager ansvar i lige så høj grad, som hvis den unge og offeret i dialog fastlægger en reaktion.
Vi håber meget, at politikerne på Christiansborg vil lytte. Hvis vi blot straffer de unge, risikerer vi flere ofre fremover. Det er nødvendigt, at vi opdrager de unge kriminelle, så de lærer af deres handlinger. For alle handlinger har konsekvenser.
Debatindlægget er bragt i Altinget den 20. februar 2018.