Unge bruger en stor del af deres liv på nettet, og det er her en central del af deres sociale liv udspiller sig. De streamer, gamer, og sender billeder og videoer – desværre også intime billeder eller videoer, der er delt uden samtykke. DKR har derfor udviklet undervisningsmateriale, der skal forebygge ulovlig billeddeling blandt unge i 9. og 10. klasse og på ungdomsuddannelserne.
Hovedfokus i materialet er på de unge, der får tilsendt eller vist intimt materiale, som personen på billedet eller i videoen ikke har givet lov til. Disse unge står som tredjeparter mellem personen der deler, og personen der bliver delt, og har på den måde mulighed for at handle og stoppe at billederne eller videoerne bliver delt yderligere.
Materialet skal skabe drøftelser og refleksioner blandt de unge om rollen som tredjepart, de handlemuligheder de har og den store forskel, de kan gøre.
De enkelte cases er inspireret af virkelige hændelser fortalt af unge skuespillere.
Anvendelse
Materialet kan fx anvendes i fag som dansk, samfundsfag, valgfaget medier og emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Det kan også anvendes i forbindelse med Uge Sex.
Målgruppe
Målgruppen for materialet er 9. og 10. klasse samt ungdomsuddannelser. Vi anbefaler, at der afsættes to lektioner (1,5 time) til at se filmen, gruppearbejde og fælles drøftelse.
Undervisningsmaterialet består af:
- En video (4 min), hvor vi møder fem unge (skuespillere), der alle har forskellige oplevelser med ulovlig billeddeling. Fælles for dem er, at de har modtaget eller har været med til at dele andres intime billeder/videoer uden samtykke.
- Fem casevideoer, hvor de samme unge uddyber konkrete episoder og deres overvejelser i forbindelse med dem.
- Materiale til lærerne med inspiration og forslag til et undervisningsforløb.
- Materiale til udprint med spørgsmål til gruppearbejde.
Supplerende materiale