Hvordan måles kriminalitet?

Omfanget af kriminaliteten i samfundet kan opgøres på flere måder. De to mest brugte metoder er politiets anmeldelsestal og offerundersøgelser, hvor befolkningen bliver spurgt, om de har været udsat for kriminalitet.

I Danmark indsamler Rigspolitiet anmeldelsestallene. Tallene er baseret på oplysninger fra politiets rapporter om strafbare forhold, der bliver anmeldt af borgerne. Det er derfor kun den kriminalitet, politiet får kendskab til, der registreres. En del af den kriminalitet, der begås, bliver imidlertid aldrig meldt til politiet. Denne ukendte kriminalitet kaldes for kriminalitetens mørketal.

Mørketal

Mørketal vil variere i størrelse alt efter hvilken type kriminalitet, der er tale om. For nogle kriminalitetstyper vil tilskyndelsen til at anmelde det være større end for andre. Fx skal indbrud som regel anmeldes til politiet, hvis man skal have en forsikringssum udbetalt, og derfor vil mørketallet her være forholdsvis lille. Ser vi på vold, så er tilskyndelsen til at anmelde ikke altid så åbenlyst som ved indbrud. Det er ikke alle episoder, der opfattes så alvorlige, at man ønsker at anmelde dem. Samtidig kan der være en relation mellem offer og gerningsperson, der gør, at man ikke ønsker at anmelde volden. Derfor vil mørketallet for vold være forholdsvis stort. 

Offerundersøgelser

Hvis man ønsker at få et indtryk af, hvor mange der rent faktisk har været udsat for kriminalitet, kan man benytte offerundersøgelser. Her bliver en del af befolkningen spurgt ind til, om de har været udsat for kriminalitet, fx tyveri, hærværk, vold eller tvangssamleje. Offerundersøgelser indfanger på den måde også den kriminalitet, som borgerne ikke har meldt til politiet. Undersøgelserne giver dermed et mere præcist billede af den faktiske kriminalitet end anmeldelsestallene gør. 

Et forbehold ved offerundersøgelser er, at det er befolkningens oplevelse af kriminalitet, man spørger til. Oplevelsen af, hvad der er kriminelt, stemmer ikke nødvendigvis overens med den måde man juridisk afgrænser kriminalitet på. Oplevelsen af en kriminel hændelse kan desuden variere fra person til person.

Offerundersøgelserne, som bygger på svar fra omkring 11.000 personer, bruger spørgeskemaer og interviews til at indsamle oplysningerne. 

Skadestuetal

En alternativ kilde til at afdække omfanget af volden er oplysninger fra landets skadestuer om antallet af henvendelser på grund af vold. DKR offentliggør årligt de såkaldte skadestuetal.

Fordelen ved skadestuetallene er, at de ikke afhænger af, hvor tilbøjelig man er til at anmelde hændelsen. Vi får kendskab til tallene, fordi skaden efter hændelsen kræver behandling. Skadestuetallene regnes derfor ofte for at være en mere retvisende kilde end fx anmeldelsestallene.

Skjult kriminalitet

Nogle former for kriminalitet, som fx narkokriminalitet, bedrageri, skatteunddragelse, hæleri, piratkopiering mv. er vanskeligt at indfange både i offerundersøgelser og i anmeldelsestallene, da der sjældent er et offer, som kan fortælle om det.

En vej til at få et indtryk af denne form for kriminalitet er ved at bruge selvrapporteringsundersøgelser. Her oplyser personer anonymt i et spørgeskema om den kriminalitet, de har begået. Oftest vil spørgsmålene i en selvrapporteringsundersøgelse handle om mindre alvorlige forseelser, som fx hæleri eller piratkopiering, hvorfor narkohandel, groft bedrageri og andre alvorligere forseelser sjældent indfanges.