Man kan blive hæler på to måder: ved at sælge stjålne varer videre og ved at købe stjålne varer.
Det kan være svært at opdage, om en vare kommer fra et indbrud. Faktisk synes 78 procent af danskerne, at det er svært at vide, om de varer, de køber brugt på nettet, er stjålne.
Hvis du bruger disse to nemme handleregler, er du mere sikker på, at varen ikke er stjålet.
- Brug MobilePay, når du handler brugt
- Kig efter MitID hos sælger, når du handler brugt på nettet
Både MobilePay og MitID-validering er knyttet op på cpr.nr. som kan spores tilbage til sælgeren. Det er de kriminelle ikke interesserede i.
Køb af hælervarer understøtter indbrud
Det danske indbrudsniveau er markant højere end i vores nabolande, og hvis du køber stjålne varer, er du med til at understøtte, at der sker indbrud eller tyveri. Hvis alle danskere er mere opmærksomme, når de shopper brugt, bliver det vanskeligere for indbrudstyvene at afsætte de stjålne varer.