Psykisk partnervold kan være mere skadelig for den udsattes mentale helbred end andre former for vold. Når man isoleres fra familie, venner og netværk, bliver man afhængig af den person, som udøver volden. Den udsatte lever i konstant frygt og stress og kan ende ud med at få nedbrudt sin selvforståelse og udvikle psykiske lidelser.
Konsekvenserne er ikke ens for alle og afhænger af, hvor alvorlige og hyppige overgrebene er. Det forværrer effekten, at volden foregår i et parforhold, som skulle være trygt og positivt.
Konsekvenserne kan være:
- Angst
- Depression
- Søvnforstyrrelser
- Selvskadende adfærd
- Alkoholmisbrug
- Selvmedicinering
- Spiseforstyrrelser
- PTSD
Kvinder, som har været udsat for psykisk vold, kan få påvirket deres fertilitet. Moderens evne til at tage sig af sit barn kan svækkes, og der er risiko for, at hun tager afstand fra sit barn.
I forhold til arbejde, så kan psykisk partnervold påvirke den udsattes præstationsniveau og give større fravær.
Omvendt kan social kontakt og dét at være i arbejde nedsætte konsekvenserne af volden.
De negative konsekvenser forsvinder ikke nødvendigvis, selvom man forlader partneren. Nogle, som har været i forhold med psykisk vold, har efterfølgende svært ved at knytte sig til en ny partner.
Børn i familier med psykisk vold
Den psykiske vold har konsekvenser før børnene, uanset om de er til stede mens volden sker. Børn bemærker ofte mere end voksne tror. De kan fornemme og aflæse stemninger, blikke, tonefald og kropssprog, og der er umiddelbart ikke forskel på, hvordan børn påvirkes, i forhold til om barnet selv udsættes for volden eller om de overværer volden.
Konsekvenserne af psykisk vold kan, også for børn, være mindst lige så alvorlige, som hvis de var udsat for fysisk vold. Børn, der oplever vold i hjemmet:
- Får stillet diagnosen PTSD dobbelt så ofte som børn, der lever i ikkevoldelige familier
- Har i gennemsnit mere skolefravær og klarer sig i gennemsnit dårligere end børn, der lever i ikkevoldelige familier
- Er i risiko for at gentage familiens voldelige mønster, når de selv bliver voksne.
Når barnet ikke får talt om oplevelserne, er der risiko for at volden opfattes som ’normal’. Et barns dømmekraft er endnu ikke fuldt udviklet, og barnet kan endnu lettere end en voksen opbygge en tro på, at det fortjener volden, og at det, der bliver sagt, er sandt. Det er derfor vigtigt, at barnet hjælpes til at indse, at det er volden, der er forkert - ikke barnet.