Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bekymringssamtaler

Tre voksne i samtale.

Samtaler med kriminalitetstruede unge og deres familier bruges i mange politikredse og kommuner på forskellige måder.

Målgruppen er unge førstegangskriminelle og børn og unge, der er i risiko for at begå lovbrud. Fremgangsmåden kan også bruges, hvis børn og unge færdes i risikobetonede miljøer.

Familier til unge, som udviser bekymrende adfærd, fx tegn på sympati for eller tilhørsforhold til en kriminel gruppe – tilbydes en samtale med repræsentanter fra kommune og politi. Samtalen skal give den unge og familien et tydeligt signal om sagens alvor.

Metoden

Bekymringssamtalen er ideelt set et struktureret værktøj, der bruges til at belyse og diskutere bestemte spørgsmål og problemområder under samtalen. Samtalen er god i mindre alvorlige tilfælde, hvor det er tydeligt, at den unge og forældrene vil tage ansvar for, at den unge ændrer adfærd.

Tre faser i samtalen

  1. Kortlægning
    Gennem samtalen kortlægges den unges situation og mulige årsager og farer for at kriminaliteten gentages.

  2. Ansvarliggørelse
    Konsekvenserne af adfærden gøres klart for den unge. Den unge bliver opfordret til at stoppe med kriminalitet og til at undgå situationer, som kan føre til lovbrud

  3. Tiltag
    Der kan i løbet af samtalen foreslås tiltag i forhold til familie, skole og fritid, som skal bidrage til en positiv udfordring for den unge.

Der skrives et referat fra samtalerne, hvilket er værdifuldt for politiets opfølgning. Gennem en opfølgningssamtale kan politiet give udtryk for eventuel fortsat bekymring over kriminel adfærd og tydeliggøre konsekvenserne af adfærden.

Kortlægning af bekymringssamtaler

En kortlægning fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at det varierer, hvor meget politikredsene holder bekymringssamtaler. De bruges oftest som en tilgang over for børn og unge under 18 år, som har begået kriminalitet eller færdes ude på tidspunkter, steder eller med personer, som menes at forøge deres risiko for at blive involveret i kriminalitet, eller som skaber anden bekymring.

Samtalerne holdes på politistationen, kommunen eller i hjemmet – eller et helt fjerde og neutralt sted.

Kortlægningen viser, at samtalerne ikke har en fast struktur. De fokuserer typisk på den unges familie, skolegang, fritid og fremtid og tager udgangspunkt i den hændelse, som har givet anledning til samtalen.

Effekten af politiets bekymringssamtaler er svær at måle, og forskeren bag undersøgelsen kan ikke påvise, at bekymringssamtaler har en kriminalpræventiv effekt.

Siden dataindsamlingen er praksis ændret i nogle af politikredsene, bl.a. hvordan samtalerne registreres. Derfor vil det nok med tiden blive muligt at lave en undersøgelse på et mere sikkert grundlag. I 2013 er målgruppen for samtalerne desuden blevet udvidet til også at omfatte bekymringer vedrørende unge med relationer til rockere eller bandemedlemmer. Det område behandles ikke i Justitsministeriets  rapport.

Guide til samtalerne

Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC) har udarbejdet en guide til bekymringssamtaler. Den skal bidrage til, at bekymringssamtalerne i politikredsene bliver mere ensartede og af en højere kvalitet. En standardisering af konceptet skaber samtidig bedre muligheder for at foretage en  mere sikker effektevaluering på længere sigt.

HNC

Henriette Nobili Christiansen

Projektleder

Kilder

Clausen, Djurhuus & Kyvsgaard 2009: Udredning til brug for kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet
JM's forskningskontor - kortlægning.