Hvad er en bande?
Ordet bander bruges ofte om grupper af unge, der begår kriminalitet. Men ikke alle grupper, der begår kriminalitet, bør opfattes som bander. Ofte er der tale om tilfældige kliker, som sammen begår kriminalitet uden den store forudgående planlægning.
Der er ikke nogen alment accepteret definition af, hvad en bande er. Man kan dog pege på, at en bande adskiller sig fra en kriminel klike af unge ved at have en stærk organisering og ved, at den kriminalitet, bandemedlemmerne begår, ofte både er grov og velorganiseret. Derudover har bander som regel et navn og særlige kendetegn, fx i form af rygmærker, som man kender det fra rockerbanderne.
Grænsen mellem bander og andre former for kriminelle grupperinger er ikke entydig. Nogle grupper vil i perioder anvende navn og symboler, mens de i andre perioder vil være mere løst knyttet til hinanden. Løsere netværk af kriminelle kan udøve alvorlig kriminalitet i årevis, uden at de på noget tidspunkt organiserer sig så meget, at de kan kategoriseres som bander.
Hvad karakteriserer bandemedlemmerne?
Det er en myte, at bandekriminaliteten i Danmark er et ungdomsfænomen. Personer, der er en del af rocker- og bandemiljøer, er oftest voksne, der har begået alvorlig kriminalitet og som i deres opvækst har været socialt udsatte. Kun ganske få personer er under 18 år, når de registreres af politiet med tilknytningsforhold til en rocker- eller bandegruppering.
Bandemedlemmers opvækstvilkår adskiller sig ikke markant fra personer uden for banderne, som udøver kriminalitet i samme omfang som bandemedlemmer.
Kendetegn ved bandemedlemmers opvækstvilkår
- I forhold til gennemsnitsdanskeren fødes bandemedlemmerne af yngre forældre, der har lavere uddannelse og lavere beskæftigelsesgrad og gennemsnitsindkomst
- Bandemedlemmernes forældre har haft markant mere kontakt med det psykiatriske system og er i langt højere grad end gennemsnitsforældre blevet dømt for lovovertrædelser
- Bandemedlemmerne har oftere oplevet, at en forælder er død inden de fyldte 15 år
- Bandemedlemmerne har oplevet flere brud i familien og har i langt højere grad end andre været anbragt uden for hjemmet eller modtaget andre forebyggende foranstaltninger efter Serviceloven.
Overordnet set er billedet altså, at bandemedlemmer – ligesom andre kriminalitetsbelastede personer – ofte kommer fra socialt udsatte familiebaggrunde. Det understreger vigtigheden af bredt anlagte, helhedsorienterede sociale forebyggelsesindsatser – også i forhold til forebyggelse af bandekriminaliteten i samfundet.
Kilde: Rockere, bander og risikofaktorer, Justitsministeriet 2010
Det lokale samarbejde er centralt
Forebyggelse af bandekriminalitet er et arbejde, der kræver en høj grad af samarbejde og koordinering mellem forskellige myndigheder og andre lokale aktører. Som koordinerende og tilrettelæggende forum har lokalrådet ansvar for, at man arbejder ud fra en fælles forståelse af den lokale bandekriminalitets omfang og karakter.
Lokalrådet bør også vedtage en fælles strategi for det lokale forebyggende arbejde, der inddrager alle relevante aktører, herunder fx skattemyndigheder, kriminalforsorgen, erhvervsliv og foreningsliv. I særligt berørte lokalområder kan det være relevant at etablere et egentligt banderåd, der specifikt har fokus på at forhindre rekruttering til banderne.
Exit-programmer
En anden vigtig indsats er exitprogrammer og andre former for tiltag, der kan bidrage til at hjælpe personer ud af bandemiljøer og i gang med en ny tilværelse. Der er udarbejdet en national exit-strategi for personer, der er dybt involverede i bander.
Exitstrategien kan danne udgangspunkt for samarbejdet, men mere perifere bandemedlemmer kan også have behov for støtte til at forlade et bandemiljø og etablere en ny livsstil, et nyt socialt netværk og gode muligheder for uddannelse og arbejde.
Det er afgørende, at samfundets indsats overfor banderne går på to ben – at retshåndhævelsen følges af omfattende forebyggende tiltag og hjælp til at forlade banderne.
DKR
Al Capone-model
Forebyggelse af den organiserede og profitorienterede kriminalitet, som mange bandemedlemmer er involveret i, kan forebygges og forhindres med tværsektorielt samarbejde. Traditionelt efterforsknings- og retshåndhævelsesarbejde er kun én komponent blandt flere. Et effektivt tværsektorielt samarbejde mellem politi, skat og kommunale myndigheder omkring såkaldte Al Capone-metoder har gjort det vanskeligere for bandemedlemmer at anvende den profit, der skabes ved organiseret kriminalitet, ligesom det er muligt at straffe bandemedlemmer for skatteunddragelse, socialt bedrageri og lignende.
Ikke-strafferetslige indsatser
Andre tilgange end de rent strafferetslige kan være yderst relevante i bekæmpelse og forebyggelse af organiseret kriminalitet. For eksempel kan samarbejde med lokale restauratører omkring forbud mod rygmærker på barer og diskoteker reducere rockerbanders synlighed. Reduceret synlighed kan øge trygheden og forringe mulighederne for at føre sig frem og dermed tiltrække udsatte unge til en kriminel livsstil.
Analyser
Forebyggelse af bandekriminalitet indebærer flere forskellige indsatsformer. En forudsætning for at lykkes med en helhedsorienteret og tværsektoriel forebyggelsesstrategi er, at lokalrådet sikrer, at bandeforebyggelsen tilrettelægges på baggrund af et solidt og bredt accepteret lokalt vidensgrundlag, og at der er fællesopbakning til strategien. Dette er særligt vigtigt inden for bandekriminalitetsområdet, da det er et område, der ofte producerer myter, rygter og utryghedsskabende billeder, som kan medføre forhastede eller uhensigtsmæssige beslutninger på et utilstrækkeligt vidensgrundlag.
Lokale analyser af bandekriminaliteten er derfor et nødvendigt grundlag for lokalrådets prioritering af indsatser, valg af forebyggelsesstrategier og løbende dokumentation og evaluering af arbejdet.
Eksempler på relevante spørgsmål, før man lægger sig fast på konkrete forebyggelsesinitiativer:
- Er bandekriminaliteten koncentreret omkring geografiske hotspots, der kræver en særlig indsats fra kommune og politi?
- I hvilket omfang og hvordan er bandemedlemmer involveret i organiseret kriminalitet, fx afpresning eller narkotikahandel?
- Hvordan og i hvilket omfang er de enkelte bander organiseret?
- Er der unge som ofte ses sammen med kendte bandemedlemmer og dermed vurderes i risiko for at blive rekrutteret?
Politiet spiller en afgørende rolle i lokale analyser af bandekriminalitet. Deres viden om bandemedlemmerne og deres kriminelle adfærd, kan ikke blot anvendes i efterforskningsmæssige sammenhænge, men kan også bidrage til at kvalificere det forebyggende arbejde, både på et strategisk og et mere konkret udførende niveau.
Det er også værd at overveje, hvorvidt andre lokale aktører besidder relevant viden, som kan bringes i spil, når det forebyggende arbejde skal tilrettelægges. Frontpersonale såvel som udvalgte borgere kan være gode kilder til mere nuanceret og detaljeret viden om bandefænomener lokalt.