Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kriminalitet i byrum

Moderne byplanlægning har gjort det nemmere at begå kriminalitet. Derfor skal forebyggelsen tænkes med ind i byplanlægningen.

Ser vi på kriminalitetens udvikling fra ca. 1960 og frem, er der i de vestlige lande sket en voldsom stigning. Stigningen foregik samtidigt med udviklingen af moderne byplanprincipper, og det er ikke tilfældigt.

  

Kilde: Flemming Balvig: Kriminalitetsudviklingen, 2015

1960´ernes store planbebyggelser er nok funktionelle i deres udformning, men kan være fremmede og anonyme i deres udtryk. Det betyder, at det er svært at føle ejerskab og ansvar for sit boligområde, og den sociale kontrol og normhåndhævelse forsvinder derfor nemt. Det giver grobund for, at der begås kriminalitet.

Hjem, arbejde og fritid er fysisk adskilt

De moderne byplanprincipper adskiller også vores arbejdsliv og fritidsliv, fordi der er fysisk afstand mellem vores bopæl, arbejdsplads, handels- og kulturliv. Erhvervsområderne står tomme i aften- og nattetimerne, og boligområderne står tomme i dagtimerne. Det skaber gode muligheder for indbrud og hærværk, fordi opdagelsesrisikoen er lille og udbyttet potentielt kan være stort.

Det første man må forstå er, at offentlig ro og orden – på fortove og gader i byerne – ikke primært opretholdes af politiet, hvor nødvendigt politiet end er. Den opretholdes først og fremmest af et kompliceret, til dels ubevidst, netværk af kontrol og normer mellem borgerne selv og skabt af borgerne selv.

Citat frit efter Jane Jacobs

Nutidens bymiljøer indeholder samme udfordring. F.eks. er det stadig en udfordring, at moderne byområder har en tendens til at vende arkitekturen indad mod det private rum og væk fra gaden og andre mennesker.

 

Når arkitekturen vender ryggen til fællesområder, får man indtryk af, at ingen holder øje.

Områder, man har lyst til at bruge

Boligbyggerier fra 1970erne består ofte af store ensartede bygninger og uderum.  Der er kun få sanseindtryk, og manglen på detaljer og vaiation gør det svært at bedømme afstande. Områderne kan virke kedelige,  og man kan føle sig fortabt eller utryg pga. de manglende holdepunkter. Det er vigtigt for fællesskabet og muligheden for at møde andre beboere, at rummet mellem husene er formet, så alle grupper er interesserede i at færdes og opholde sig der. Men hvis fællesområderne bliver anonyme og utrygge, har beboerne har sjældent lyst til at bruge dem. 

Anonyme områder indbyder ikke til at man bruger dem. 

Områder med liv er tryggere at færdes i end mennesketomme pladser. 

Materialer

HPH

Hans Peter de Place Hansen

Projektleder

Kilder

Red. Niels Bjørn: Arkitektur der forandrer – fra ghetto til velfungerende byområde 

Cohen og Felson, 1979: Social Change and Crime Rate Trends: A Routine Activity Approach

Jan Gehl: Byer for mennesker 

Jan Gehl: Livet mellem husene