Nabohjælp - fra web til app

06-05-2019
Indbrud Tyveri Trygge byer

Fra i dag flytter nabohjælp over på en app, hvor brugerne får nye redskaber til nemmere og mere stabil Nabohjælp. Og det er helt gratis.

Den spritnye app gør det nemmere at skabe kontakt mellem naboer, samtidig med at den giver et bedre overblik over alle nabolagets nabohjælpere. Designet er nyt, og hjemmesiden er flyttet ind hos botrygt.dk, hvor du kan finde alt om indbrudsforebyggelse.

Den nye app giver

  • Netværk med alle nabolagets nabohjælpere
  • Adgang til at skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
  • Feriehjælp, så du kan fortælle betroede feriehjælpere, hvornår dit hjem er alene hjemme
  • Mulighed for at koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget
  • Chancen for at spørge nabolaget om alt, hvad naboskabet rummer
  • Velkomstbrev med klistermærker til postkasser og døre
  • Alle de bedste tricks til forebyggelse og naboskab
  • Mere naboskab med Nabohjælp

Med den nye app bliver Nabohjælp mere end feriehjælp. Der er alle muligheder for at skabe gode naborelationer, som også giver større tryghed. Hvad der begynder med en udstrakt hånd eller et hej over hækken, kan blive tillidsfuldt naboskab og vaccinen mod indbrud.

Er du allerede tilmeldt Nabohjælp?

Hvis du er tilmeldt nabohjælp allerede, skal du starte med at hente appen på Google Play eller Appstore. Her logger du ind med dit brugernavn og adgangskode, og så guider vi dig igennem godkendelse af nye vilkår og opsætningen af Nabohjælp.

Fra den 6. maj skal du logge ind fra appen. Du kan ikke logge ind fra hjemmesiden.

Hvis du ikke er tilmeldt, så kan du starte på en frisk med at hente appen og skabe gode kontakter i dit nabolag.